”Det samfund, vi har kæmpet for at bygge op, skal vi kæmpe for stadig består, når sommeren kommer.” Sådan lyder det fra en modevirksomhed, som netop har søsat et initiativ for at støtte de lokale butikker i coronakrisen.
Camilla Balle, som står bag modebrandet Basic Apparel, har startet en crowdfunding, hvor man målrettet kan støtte en lokal tøjbutik ved køb af gavekort. Gavekortet fungerer som et lån til butikken og giver luft i en tid, hvor der ikke kommer besøgende. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Camilla Balle vil med initiativet være med til at kæmpe for at samfundet, som vi kender, stadig består, når krisen er ovre.
“Det er vigtigt, at vi bevarer troen på, at der på den anden side af krisen er sol, sommer og optimisme. For det vil der være. Det samfund vi har kæmpet for at bygge op, skal vi kæmpe for stadig består, når sommeren kommer. Det gælder for os alle sammen, lønmodtagere som selvstændige,” udtaler Camilla Balle i pressemeddelelsen.
Det er 89 butikker, der alle forhandler Basic Apparel, som er med i ordningen. Der er udelukkende tale om små butikker, som ikke er med i kæder, og som derfor har ekstra meget brug for, at lokalsamfundet støtter dem. Camilla Balle håber, at danskerne har lyst til at bakke op om initiativet.
“Vi håber, at rigtig mange borgere derude kan se ideen i det her initiativ og har lyst til at bakke op. Vi skal passe på vores lokalsamfund, og derfor ser vi hellere at omsætningen går til små danske butikker end store udenlandske webshops,” fortæller hun.
På Basic Apparels hjemmeside kan kunden købe et gavekort på mellem 200 og 2500 kroner, hvor man i kommentarfeltet skriver, hvilken butik fra forhandlerlisten, man ønsker at støtte. Basic Apparel overfører herefter hele beløbet til den butik, kunden har valgt at støtte og sender ligeledes en gratis, økologisk t-shirt ved købet.