Den danske modevirksomhed har den seneste tid arbejdet hårdt for at komme godt i mål med nye certificeringer sideløbende med lanceringen af et nyt brand, hvor kollektionerne udelukkende består af GOTS-certificerede design, der er produceret i Europa.

De seneste par år har den bæredygtige omstilling haft ekstra fokus hos modevirksomheden Redefined Fashion. og med tilblivelsen af brandet Beyond Now samt GOTS-certificeringen har de hos Redefined Fashion taget et stort skridt på deres bæredygtige rejse.

”Det er vigtigt for os, at vi som virksomhed er certificeret, og at det ikke ‘kun’ er vores leverandører, der skal levere de bæredygtige metervarer,” understreger Chalotte Kjær Bruun, der ejer og driver Redefined Fashion sammen med de to øvrige ejere, i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Det er også afgørende for os, at vi er rustet til at imødekomme forventninger fra fremtidens kunder og forbrugere, og at vi gør os umage med at vælge den bedst måde at producere på, så vi tager et vigtigt medansvar.”

For at anvende GOTS-certificeringen kræver det, at både virksomheden og alle leverandører i hele værdikæden er certificerede og overholder kravene. GOTS-certificeringen er anerkendt i modebranchen, da den er garanti for fuld transparens – både når det gælder miljø, sundhed, klima, sociale og etiske forhold i hele forsyningskæden. Helt fra bomuldsmarken til systuen og til sidst på lageret, hvor både papkasser og poly bags også skal være godkendt. Kemi, vand og arbejdsvilkår spiller også en stor rolle ved GOTS-certificeringen.

Derudover har Redefined Fashion også arbejdet på at blive GRS-certificeret (Global Recycle Standard). GRS verificerer det genanvendte indhold i produkterne – eksempelvis i produkter med recycled polyester – og gør det lettere for forbrugerne at gennemskue, hvilke dele af tøjet der består af genanvendte fibre. For at blive godkendt til GRS-certificeringen var det nødvendigt, at Redefined Fashion levede op til deres krav om miljøbeskyttelse, sporbarhed, genbrug og social ansvarlighed.

 

Det skal være nemt at tage rigtige valg

Efter at hverdagen blev vendt på hovedet med hjemmekontor og Zoom-møder, blev sweatpants for mange et bekvemt bekendtskab, og det afslappede look har efterfølgende bidt sig godt fast hos forbrugerne. Det nye look bevægede sig ud af hjemmet og ud på gaderne, hvor styling med sweatsuits fik lov til at blomstre på ny. Redefined Fashion tror på, at den nye stil er kommet for at blive.

”Drivkraften bag skabelsen af Beyond Now var, at vi gerne vil tilbyde den bevidste forbruger sweat -og jerseystyles, bæredygtige outfits, som også trendmæssigt har noget på hjerte. Ambitionerne er højere end blot at være ‘another sweat brand’,” fortæller ejer Irena Riberholt Jørgensen og tilføjer, at interessen for det nye brand har været stor.

”Ligesom hos os, så har de store europæiske key accounts også sat ambitiøse mål for andelen af bæredygtige styles, de skal udbyde. Derfor har vi hurtigt fået taletid hos dem med Beyond Now, netop fordi konceptet og troværdigheden omkring GOTS ikke kan diskuteres.”

 

Foto: Beyond Now