Tidligere B&O-direktør køber sig ind i modevirksomheden og bliver medejer.
Ifølge Finans har den danske modevirksomhed Stine Goya fået en ny medejer.
Det er den tidligere B&O-direktør Tue Mantoni, der har købt en mindre andel af modevirksomheden, som han selv har siddet som bestyrelsesformand for i knap et år.
“Min hustru og jeg kendte jo også hinanden nogle år, før jeg giftede mig med hende – det er sådan lidt det samme. Jeg synes, det at blive inviteret ind i en ejerledet virksomhed er en speciel ting, og derfor skal begge parter være sikre på, at de gerne vil,” siger Tue Mantoni til Finans om investeringen.
Ifølge CVR-registeret ejer Tue Mantoni 5-10 procent af modevirksomheden gennem selskabet Chamonix Invest ApS. Stine Goya Hertz og manden Thomas Goya Hertz ejer stadigvæk 90-99,9 procent af modevirksomheden gennem selskabet SGTH Holding ApS.
Stine Goya er på modeugens officielle showkalender og har lige offentliggjort sin bæredygtighedsrapport for 2020. Heri fremgår det blandt andet, at modevirksomheden i 2021 vil lancere et udlejningskoncept.
Foto: Stine Goya