Faldende efterspørgsel og negative udsigter for detailbranchen bliver angivet som årsag til, at Odd Molly Sverige har anmodet om en rekonstruktion.

Den nye direktør for modevirksomheden Odd Molly, Anna Lönnerstedt, nåede kun at sidde på posten i otte måneder. Nu har faldende efterspørgsel og negative udsigter for detailbranchen imidlertid ført til, at virksomheden har anmodet om en rekonstruktion. Det oplyser moderselskabet MBRS Group i en pressemeddelelse.

”Som mange andre virksomheder i branchen har de hurtige forandringer ramt virksomheden hårdt, og de risikerer at føre til en akut likviditetsmangel, hvis ikke der bliver indført kraftige tiltag,” skriver virksomheden i pressemeddelelsen.

I tredje kvartal er Odd Mollys salg gået kraftigt tilbage, samtidig med at driftsomkostningerne i forbindelse med blandt andet prisstigninger på transport er steget. Med omstruktureringen ønsker virksomheden at mindske arbejdsstyrken, skifte fra omsætningsmål til overskudsmål og gentænke design og brand.

I den seneste kvartalsrapport fra august meddelte virksomheden ellers, at de havde formået at klare sig bedre end markedet generelt, og at salget var øget med 34 procent til 157 millioner svenske kroner.

Det er dog ikke første gang, at et af MBRS Groups datterselskaber er i problemer, for i juni i år gik porteføljeselskabet Best of Brands konkurs, og inden da var datterselskabet Campadre Scandinavia gået konkurs.

Virksomheden har også været plaget af skiftende chefer, da Niclas Ekdahl i april gik af som koncernchef efter kun fire måneders ansættelse, og kort efter trådte bestyrelsesformanden Gustaf Öhrn også tilbage.

Foto: Odd Molly