Kopenhagen Fur skal ud i endnu en fyringsrunde. Massefyringerne kommer som resultat af prisfald på skind.

Efter flere år med nedadgående priser ser Kopenhagen Fur sig nødsaget til at igangsætte endnu en fyringsrunde. Det skriver Landbrugsavisen.

Ifølge en pressemeddelelse oplyser Fur Kopenhagen, at de før sommeren 2019 vil tilpasse virksomhedens setup til den reduktion i skindmængde, som gennem nogen tid har været forventet. Det betyder blandt andet, at virksomheden vil nedskalere personaleressourcerne på både funktionærsiden og timelønsdelen.

I alt drejer det sig om en nedskæring af medarbejderstaben på mellem 130 til 150 fuldtidsstillinger. Det svarer til en fjerdedel af virksomhedens samlede medarbejderstab på 520.

Det ikke er mere end et år siden, at Fur Kopenhagen havde sin seneste fyringsrunde. Her måtte det danske auktionshus sige farvel til 45 medarbejdere.