Det danske brand lukkede sidste år sine to fysiske butikker og har nu valgt også at lukke driftsselskabet bag. ”Storm & Marie-brandet fortsætter,” udtaler adm. direktør til TØJ.

Det danske modebrand Storm & Marie valgte sidste år at indstille driften af sine to fysiske butikker, der lukkede i henholdsvis slutningen af 2018 og begyndelsen af 2019. Nu vælger modebrandet at lukke Retailselskabet Ryesgade ApS, der stod for driften af de to butikker.

”Retailselskabet Ryesagde ApS, som er produktions- og driftselskabet bag blandt andet vores butikker, er lukket. De er primært lukket på grund af et stort tab på retaildrift. Langt største kreditor i dette selskab er ejerkredsen, inklusiv os selv og investorer, som tager et stort tab,” udtaler adm. direktør i Storm & Marie, Kim Vedel Hansen, til TØJ og fortsætter:

”Storm & Marie-brandet er ejet af Storm & Marie Holding ApS, og vi fortsætter driften.”

Storm & Marie har agenter i Storbritannien, USA, Norge og Belgien.