August 2020 bliver startskuddet for relanceringen af det svenske modebrand Hunkydory. Det fortæller Odd Molly i en pressemeddelelse.
Det er det svenske brand Odd Molly, som til efteråret relancerer Hunkydory med målet om at gøre det til et separat modebrand med høje ambitioner. Odd Molly vil med Hunkydory skabe fokus på miljøbevidsthed bevæge sig endnu længere væk fra ’fast fashion’-tendensen og i stedet skabe bæredygtig mode.
”Hunkydory har en god position på markedet, fordi brandet tænker meget over pasformer, materialer og detaljer, som kunderne efterspørger. Ikoniske design som holder i lang tid, er mere relevante end nogensinde, og derfor arbejder vi med vores koncept ’lasting contemporary’”, udtaler Odd Mollys CEO, Jennie Högstedt Björk i pressemeddelelsen.
Hunkydory investerer i materialer af høj kvalitet, så deres design kan blive brugt gennem flere sæsoner. Det er ligeledes gennem design, produktion og distribution at Hunkydory vil gøre en forskel.
Personen, som står bag Hunkydorys AW 20-kollektion, er designeren Charlotte Simonsbacka, som før har arbejdet for Nina Ricci og Plein Sud i Paris. Herudover har hun arbejdet som designer i Sverige for flere velkendte brands.
AW 20-kollektionen vil bibeholde de mest populære træk fra Hunkydorys tidligere design, som også passer godt ind i Charlotte Simonsbackas personlige stil.
“Jeg har altid elsket Hunkydory. At få lov til at arbejde med sådan et brand er både spændende og sjovt. Min stil taler meget ind i Hunkydorys dna”, udtaler Charlotte Simonsbacka.
Retailere kan købe Hunkydorys kollektion i februar og marts 2020, hvorefter tøjet vil hænge i butikkerne fra august 2020.
