Det svenske tøjbrand Jofama sælger dele af virksomheden. På sigt er det meningen, at selskabet skal afvikles.
Den traditionsrige svenske virksomhed Jofama er startet på en afvikling af virksomheden gennem frasalg af Jofamas varemærker. Det skriver norske Tekstilforum.
Jofama har beskæftiget sig med tre segmenter: MC, mode og skisport. To af selskabets MC mærker er allerede solgt. Det drejer sig om mærkerne Halvarssons og Lindstrands, som er blevet solgt til finske Duell Bike-Center Group.
Modebrandet Jofama Fashion skal også sælges fra, og virksomheden arbejder på at finde en ny ejer. Modeafdelingen er stadig fuldt funktionsdygtig sideløbende med afviklingen.
Ifølge norske Tekstilforum sker omrokeringerne med henblik på at muliggøre de forskellige Jofama varemærkers fortsatte udvikling og ekspansion.
Jofama blev etableret i 1926 og ejes i dag af Jan Elfström, Fredrik Mellgren og Peter Eriksson.