Den svenske gigant H&M og Danmarks modekomet Ganni indfører nu også udlejningskonceptet i deres forretninger.

Flere og flere modebrands – såvel danske som udenlandske – indfører udlejning af tøj. Både det danske modebrand By Malene Birger og den amerikanske modekæde Urban Outfitters har allerede introduceret udlejningskonceptet i deres forretning.

Nu har den svenske modegigant H&M også løftet sløret for et udlejningskoncept, der vil blive lanceret ved genåbningen af flagskibsbutikken i Stockholm. Her vil det fremover blive muligt at leje tøj fra udvalgte H&M-kollektioner. Det skriver det svenske medie Market.se.

”Med H&M Sergels Torg tilbyder vi en helt ny helhedsoplevelse for vores kunder og en merværdi, som du ikke kan få andre steder,” udtaler Filip Ekvall, der er landechef for H&M i Sverige, til Market.se.

 

Ganni vil gøre op med køb-og-smid-væk tankegangen

Danske Ganni har netop også lanceret sin platform for udlejning af tøj ’Ganni Repeat’ i dag den 21. august 2019.

Ganni har i længere tid været på en rejse mod at blive mere bæredygtige. Brandet har blandt andet tilsluttet sig både Ellen MacArthur Foundation og Global Fashion Agenda. Lanceringen af det nye koncept er blot endnu et skridt i den bæredygtige retning.

Den nye platform skal være med til at skabe opmærksomhed omkring, at forbrugeren kan være med til at mindske sit aftryk på miljøet ved at imødekommende den cirkulære økonomi. Platformen skal desuden være med til at reducere de estimerende 39.000 tons tekstiler, der hvert år bliver smidt ud i Danmark.

Kunder kan vælge at leje i en, to eller tre uger ad gangen. Hvis man forelsker sig i sit lejede stykke tøj, kan man købe produktet til en reduceret pris. Når Ganni Repeat er blevet testet af og pudset til, har det danske modebrand ambitioner om at udbrede konceptet på global plan.