Den globalt orienterede, japanske beklædningsforhandler, Uniqlo, meddeler nu om åbningen af sin første butik på det danske marked, som vil tage plads i det Københavnske bybillede.

I januar 2018 offentliggjorde Uniqlo planer om åbningen af sin første skandinaviske butik – en stor flagskibsbutik i Sverige, som slår dørene op i efteråret 2018.

Men der er mere udvikling og udvidelse på vej. I foråret 2019 åbner Uniqlo sin første butik i København. På én af Europas længste gågader, og i en historisk bygning fra midten af 1700-tallet, slår den japanske beklædningsforhandler rødder med et areal på 1.388 kvadratmeter fordelt på tre etager.

Butikken kommer til at tilbyde Life Wear til mænd, kvinder og børn.

Læs også: Uniqlo: Flagskibsbutik på det skandinaviske marked

”Vi er glade for at kunne offentliggøre vores næste vækstfase i Skandinavien med åbningen af vores første butik i Danmark til næste år på Strøget i København. Vi ser frem til at introducere Uniqlo-brandet og vores Life Wear-koncept til danske forbrugere, der sætter pris på godt design, funktionalitet og høj kvalitet,” fortæller Taku Morikawa, Chief Executive Officer hos Uniqlo Europa, i en pressemeddelelse.

Pr. 1. juni 2018 har Uniqlo-kæden i alt 75 butikker rundt i hele Europa, herunder landene England, Frankrig, Rusland, Tyskland, Belgien, Spanien og i fremtiden også Danmark.