Det danske modebrand har udarbejdet konkrete handlingsplaner, der skal gøre virksomheden mere bæredygtig.

Det danske modebrand Baum und Pferdgarten, der for nylig har indgået partnerskab med kapitalfonden Verdane, har netop lanceret en ny bæredygtighedsstrategi.

”Denne strategi bygger på vores tre hjørnesten af tillid, transparens og trend, som også udgør fundamentet for vores vision om at levere kompromisløs æstetik, der tager højde for både vores planet og dens folk,” lyder det fra modebrandet i en pressemeddelelse.

Som en del af strategien har modebrandet sat sig en række målsætninger, der blandt andre lyder på at forpligte sig til bedre materialeløsninger inden 2024, at leverandører opfylder de kemiske krav, der er lig dem fastsat af OEKO-TEX 100 inden 2024 samt at udarbejde årlige offentlige CSR-rapporter.

Målsætningerne er lavet med udgangspunkt i FNs bæredygtige udviklingsmål.

Baum und Pferdgarten har udvalgt fire af de i alt 17 udviklingsmål, som brandet mener at have direkte indvirkning på og kan gøre størst forskel for. De fire udvalgte mål er ’rent vand og sanitære forhold,’ ’reduceret ulighed’, ’ansvarligt forbrug og produktion’ samt ’liv på land.’

På baggrund af de fire udviklingsmål har Baum und Pferdgarten identificeret fem fokusområder, de vil sætte ind på. Områderne er ’fremadtænkende produkter,’ ’transparens,’ ’kundeengagement,’ ’etisk og fair’ og ’plastik.’ Modebrandet har udviklet en handlingsplan for hvert fokusområde og har sat tre milepæle, 2020, 2022 og 2024, for de bæredygtige mål og forpligtelser, som modebrandet har sat sig for at indfri inden virksomhedens 25-års jubilæum i 2024.