Bestsellers tøj skal udvikles, produceres og bruges, så det holder længst muligt. Og samtidig så det også kan gøre gavn efter endt brug. Med en ny standard for, hvordan Bestseller vil arbejde med og designe cirkulære kollektioner, vil den danske modevirksomhed skubbe på udviklingen i hele branchen.
Til alle fremtidige cirkulære kollektioner vil Bestsellers designere og produktudviklere benytte det nye værktøj ’Circular Design Guide’. Guiden sætter standarden for, hvordan Bestseller vil arbejde for cirkulær genanvendelse og for mere bæredygtigt design. Samtidig skal den sikre, at alle beslutninger i et givent produkts cyklus – fra råvarer og produktion til brug og genanvendelse – overvejes nøje.
”Vi er helt overbeviste om, at det at designe til cirkularitet bliver en hel central del af modeindustriens bæredygtige fremtid,” siger Emma Bach Nørbæk, Project Specialist i Bestsellers Fashion FWD Lab og ansvarlig for guidens tilblivelse, og uddyber:
”Om et produkt kan blive cirkulært, afgøres fuldstændig af de beslutninger, som træffes af designere og produktudviklere. Derfor ville vi gerne gøre det nemmere at gennemskue, hvilke valg man skal tage for i sidste ende at skabe det bedst mulige produkt.”
Samarbejde på brancheniveau
Bestseller har en ambition om at blive ’circular by design’. Blandt andet derfor har modekoncernen det seneste år også investeret i række innovative virksomheder, som bakker op om en cirkulær økonomi – med flere på vej. Cirkularitet i modebranchen bliver dog kun muligt, hvis det sker på tværs af alle og netop brancheniveau. Det er også en medvirkende årsag til, at Bestseller vælger at gøre sit nye cirkulære design-værktøj offentligt tilgængeligt.
Den nye guide indeholder både detaljerige modeller og udvalgte case-eksempler. Guiden er udarbejdet i samarbejde med blandt andre Designskolen Kolding.
“Overgangen til en bæredygtig og cirkulær fremtid kan være både kompleks og udfordrende. Derfor er det afgørende, at vi samarbejder med interessenter rundt om hele værdikæden, så alle kan lære af hinanden,” siger Cathryn Anneka Hall, Postdoc Researcher ved Designskolen Koldings ’Lab for Sustainability and Design’, og tilføjer:
”At arbejde på denne måde betyder, at designere derefter kan træffe informerede beslutninger.”
Hun bakkes op af Emma Bach Nørbæk, som anerkender at samarbejde både på tværs af og udenfor industrien er helt essentielt, hvis Bestsellers ambitiøse mål skal nås:
”Ligesom vi kan være afhængige af, at andre stiller deres viden og ekspertise til rådighed, ønsker vi også at bidrage til, at andre kan blive klogere ved at kigge os over skulderen i vores cirkularitetsarbejde. Det er netop pointen med at frigive vores nye guide til fri afbenyttelse,” afslutter Emma Bach Nørbæk.
Foto: Unsplash