“Hvis det lykkes, kan det blive en gamechanger,” siger Anders Lindhardt fra Teknologisk Institut, der leder projektet Resuit, som blandt andet Bestseller er en del af.

Teknologisk Institut har samlet en række centrale danske aktører for at skabe mere bæredygtighed i tekstilindustrien.

Projektet hedder Resuit og skal undersøge, hvordan tekstilindustrien bliver bedre til at designe bæredygtigt, og hvilke teknologier der kan skabe et cirkulært kredsløb for forbrugernes tekstilaffald.

“Hvert år bliver der på verdensplan produceres 100 mia. tekstilenheder, der i det store og hele behandles som engangsbestik. Materialer til en værdi af 400 mia. euro går tabt, fordi vi mangler en infrastruktur og robuste genanvendelsesteknologier i meget stor skala. I projektet ønsker vi at få alt tekstilaffald i Danmark ind i et kredsløb, hvor det kan blive til nye tekstiler eller råvarer til andre produkter. Hvis det lykkes, kan det blive en gamechanger,” siger Anders Lindhardt fra Teknologisk Institut, der leder projektet, i en pressemeddelelse.

Resuit er et Grand Solutions-projekt og støttet af Innovationsfonden med 13 mio. kroner. Konsortiet tæller partnere inden for tøj og tekstiler (Bestseller, Elis og Designskolen Kolding), råvareproduktion (A/S Dansk Shell), forbrugeradfærd (Naboskab) og nye genanvendelsesteknologier (Aarhus Universitet, det tyske forskningsinstitut Fraunhofer og Teknologisk Institut).

“Cirkularitet er ikke en hyldevare. Der er brug for banebrydende innovation inden for området for at skabe de cirkulære løsninger, vi i Bestseller stræber efter. Det er enormt komplekst, og vi arbejder derfor flerstrenget for at kunne sikre fremtidens bæredygtige tøjproduktion. Det afgørende for os er, at vi ikke spilder tiden på gode intentioner, men skaber konkrete resultater, der rykker på denne dagsorden. Med Resuit er vi en del af et ambitiøst og multifacetteret samarbejde, hvor de udviklede teknologier og løsninger kan få vidtrækkende betydning. Ikke kun i Danmark og ikke kun for Bestseller. Og det er præcis, hvad vi sigter efter,” siger Camilla Skjønning Jørgensen, Sustainable Materials & Innovation Manager i Bestseller.

Foto: Bestseller
Kemisk genanvendelse af affaldssorteret tøj

Projektet vil blandt andet fokusere på bæredygtigt design, herunder tekstiler der holder længere, indeholder færre forskellige materialer eller som designet med henblik på at blive genanvendt.

Arbejdet indebærer blandt andet en kortlægning af, hvilke farver og tilsætningsstoffer der bruges i tekstilproduktion og en vurdering af deres betydning for materialernes genanvendelighed.

Projektet retter også blikket mod de enorme mængder af tøj og tekstiler, der hvert år havner i skraldespandene – i Danmark alene 85.000 ton. Fra 2022 går Danmark i gang med at affaldssortere tøj – og fra 2025 hopper resten af Europa med på vognen.

“Den helt store udfordring ved genanvendelse af tøj er, at det er sammensat af mange forskellige typer materialer, polymerer, fibre, farver og tilsætningsstoffer. På den måde minder det om plastudfordringen, og en femtedel af verdens plastråvarer går faktisk til tøjproduktion. Halvdelen af alle tøjfibre i verden er polyester, så vi vil modne teknologi baseret på kemisk genanvendelse til at recirkulere polyestermaterialerne, så de kan vende tilbage til tekstilindustrien,” fortæller Anders Lindhardt.

Det tyske forskningsinstitut Fraunhofer er blandt andet verdensførende i teknologi til at opløse materialer og isolere bestemte fraktioner. Man har således allerede vist, at det er muligt at opløse polyesterdelen i tekstiler, så den isoleres og dermed gøres genanvendelig til nye tekstiler.

Resten af tekstilprodukterne skal nedbrydes ved hjælp af såkaldt HTL-teknologi eller hydrotermisk likvefaktion. Processen gør det muligt, under påvirkning af vand, varme og tryk, at omdanne den komplekse tekstilstrøm til olieprodukter, der kan bruges til produktion af eksempelvis plast, brændsel eller syntetiske tøjfibre. HTL er en kendt og robust teknologi, men det er banebrydende at anvende den på tekstiler, oplyser Teknologisk Institut i pressemeddelelsen.

Projektet Resuit kører fra 2021 til 2024.

Foto: Adobestock, lånt fra Designskolen Kolding