Dansk modevirksomhed tager ansvar for tøjet, de producerer, og lancerer et nyt tiltag med missionen om at mindske spild og øge tøjets levetid.

Den danske modevirksomhed Elsk har netop præsenteret et nyt tiltag, der bygger videre på visionen om at tage ansvar. Modevirksomheden har nemlig lanceret platformen Re-Elsk, der er en platform, hvor brugt Elsk-tøj, 2. sortering og vareprøver kan blive solgt for at mindske spild og øge tøjets levetid.

”Det er en opfordring til kunderne om at returnere det tøj, der ligger bagerst i skabet, som de ikke bruger længere. Kundens aflagte tøj kan gøre gavn et andet sted, hvis de ikke selv får det brugt,” pointerer Lars Riis, adm. direktør hos Elsk, i et opslag på Linkedin.

Hvis det indleverede Elsk-tøj ikke kan gensælges på den nye platform, bliver det enten genanvendt til nye varer eller sendt til velgørenhedsorganisationer.

Som tak for indsatsen modtager kunden et gavekort til virksomhedens webshop, når de har indleveret det aflagte tøj.

Foto: Elsk