I dag annonceres vinderen af den første Zalando Visionary Award 2023 i partnerskab med Copenhagen Fashion Week. Vinderen præsenterer sin kollektion til modeugen til august.

Paolina Russo, som har base i London, er blevet kåret som vinder af den første Zalando Visionary Award i partnerskab med Copenhagen Fashion Week. Det London-baserede brand, der blev grundlagt i 2021 af Paolina Russo og Lucile Guilmard, er forankret i kreativitet med et fokus på strik og en målsætning om at føre an i genoplivningen af klassiske håndværk.

Paolina Russo demonstrerede sin dedikation til innovation via sine strikkollektioner, der kombinerer håndværksteknikker med industrialiseret fremstilling og derved bygger bro mellem nedarvet håndværk og teknologi for at flytte grænserne for design.

Juryens vurdering

Vinderen af Zalando Visionary Award er udvalgt af en international jury bestående af toneangivende personligheder fra branchen og repræsentanter fra Zalando og Copenhagen Fashion Weeks showkomité.

Juryen var især imponeret over brandets kollaborative tilgang til sit produktionsnetværk. Paolina Russo behandler sin forsyningskæde som kreative partnere. Ved at besøge producenter og arbejde ansigt til ansigt med dem på fabriksgulvet har designerne mulighed for at lære af deres forsyningskædes processer og ekspertise. Dette sker med henblik på at skabe beklædningsgenstande, der ændrer opfattelsen af, hvad traditionel strik kan være. Brandet har desuden demonstreret et stærkt fokus på sin miljøpåvirkning ved at sikre etisk sourcing, anvendelse af naturlige fibre og samarbejde med certificerede producenter.

Som vinder af prisen modtager Paolina Russo en præmie på 50.000 euro og brandet fremviser sin kollektion ved Copenhagen Fashion Week i august 2023 som en del af det officielle showprogram. Zalando vil yde økonomisk støtte til showproduktion for at bringe Paolina Russos vision til runwayen og sætte fokus på brandets dedikation til at skabe en kollektion for fremtiden.

Foto: Zalando / PR