Copenhagen Fashion Week og Zalando annoncerer sæsonens tre finalister til Zalando Sustainability Award, der overrækkes under modeugen til sommer. 

Danske Nikolaj Storm Copenhagen og de to britiske modebrands Mother of Pearl og Teatum Jones kæmper om at blive sæsonens vinder af Zalando Sustainability Award.

Prisen uddeles for anden gang i forbindelse med det treårige partnerskab mellem Zalando og Copenhagen Fashion Week, men er for første gang åben for internationale ansøgere.

Bæredygtighedsprisen har til formål at inspirere modebrands til at udforske bæredygtige alternativer og strategier, som bidrager til en mere bæredygtig branche.

En international jury har udvalgt de tre finalister på baggrund af hvert brands’ bæredygtighedsstrategi samt deres dedikation til at implementere mere bæredygtige initiativer og innovation uden at gå på kompromis med design.

“Vi er meget glade for de mange ansøgninger vi har fået til sæsonens Zalando Sustainability Award samt for fortsat at udvikle det strategiske partnerskab med Copenhagen Fashion Week. Prisens voksende popularitet gør det muligt, at vi i samarbejde med brands kan øge vores bæredygtige sortiment og dets synlighed på tværs af Europa. Vi vil gerne anvende vores egenskaber som platform til at skabe efterspørgsel på mere bæredygtig mode, og vi er glade for at se, at mange brands gerne vil med på denne rejse,” siger direktør for bæredygtighed i Zalando, Kate Heiny, i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af de tre finalister.

Cecilie Thorsmark, CEO hos Copenhagen Fashion Week, glæder sig også over samarbejdet med Zalando, og hvad dette har affødt af nye tiltag:

“Jeg er glad for endnu engang at arbejde med Zalando til Copenhagen Fashion Week og at være en del af juryen til sæsonens Zalando Sustainability Award. Vores partnerskab med Zalando og denne bæredygtighedspris er et udtryk for, at vi bestræber os på og er stolte af at fremvise og belønne innovation i modeindustrien. Det har været spændende at gennemgå de nye idéer fra hvert brand, og juryen har shortlistet netop disse tre designere, da vi synes, at de har dét, der skal til for at kunne præsentere forbrugerne og modeindustrien for tilgængelige, mere bæredygtige valgmuligheder ved at genfortolke bæredygtig mode på en ny og innovativ måde.”

De tre finalister modtager økonomisk kompensation for produktionsomkostningerne og kan fremvise deres kollektioner i Zalando Greenhouse – den officielle hub for Copenhagen Fashion Week, der præsenterer de seneste nyheder inden for bæredygtig mode.

Vinderen af Zalando Sustainability Award modtager en kontant pris på 20.000 euro samt et partnerskab med Zalando om at udvikle en eksklusiv kollektion, der repræsenterer bæredygtige fremskridt og innovation.

Alle brands, der deltager i Copenhagen Fashion Week, er blevet inviteret til at ansøge om prisen.

Vinderen af prisen findes under Copenhagen Fashion Week, der løber af stablen fra den 10. til den 13. august 2021.

Foto: De tre finalister: Mother of Pearl, Teatum Jones og Nikolaj Storm Copenhagen