Den netop veloverståede modemesse i Bella Center samlede store dele af branchen med næsten 1.200 brands. “Vi fik slået fast, at vi ikke kun er en nordisk platform – men i høj grad international,” fortæller CIFF-direktør Sofie Dolva. Feedbacken fra udstillere og besøgende var positiv på alle parametre.
Messereportage: I sidste uge blev denne sæsons udgave af CIFF skudt i gang. Mange udstillere var velkendte og tilbagevendende, men også flere brands var med på CIFF for første gang. TØJ var forbi Bestsellers nye branduniverser og talte derudover også med det nordsjællandske tøjbrand Ilse Jacobsen om, hvordan det er at være på messe igen efter en transformation.
Hos CIFF var de tilfredse med igen at lykkes med at afvikle én af Europas mest attraktive messeplatforme:
“Vi er enormt stolte over at have præsenteret anden edition af CIFF City, som for første gang havde imponerende 7.000 m2 af inspirerende retailuniverser fra Bestsellers 20 brands, hollandske G-star som skød sæsonen i gang med deres upside-down denimbar og tre dages denimfest med høj musik samt 40 kuraterede tyske designere i vores NEUDEUTSCH-collective på tværs af fashion, lifestyle og beauty. I alt havde vi lige knap 1.200 brands inklusiv CIFF village og en trafik, som fik slået fast, at vi ikke kun er en nordisk platform – men i høj grad international. På trods af markedssituationen oplevede vi vores hidtil bedste feedback fra udstillere samt besøgende,” fortæller Sofie Dolva, CIFF-direktør.
I løbet af de tre messedage var 17 procent af de besøgende fra Tyskland, Østrig og Schweiz, 7 procent fra England, og derudover var der en stigning fra Asien, Nordamerika samt Sydeuropa, viser dugfriske tal fra CIFF.
Bestsellers branduniverser samlet
Bestseller har tidligere været del af modeugen i København med deltagelse fra hovedparten af koncernens mærker, men i år samlede modevirksomheden alle sine brands på CIFF-messen. Rammen var en 7.000 m2 stor messestand, hvor hvert enkelt brand og subbrands var repræsenteret i et showroom med hvert sit tydelige dna.
Direktør i PIECES, Jette Lykke Lorenzen, var glad for at deltage på messen:
”Vi er blevet rigtig godt modtaget af vores kunder og besøgende, og der er en god synergi i, at alle BESTSELLER-brands kan opleves samlet på CIFF. Vi har haft rigtig mange besøgende fra både Danmark og resten af Skandinavien, men også Tyskland, Holland, England, Irland og Canada. Samlet set får vi plejet relationer til eksisterende kunder og skabt relationer til nye partnere, så vi kan kun være godt tilfredse med udbyttet af de tre messedage.”
Som noget nyt havde PIECES dedikeret et område til live-selling og udnyttede dermed den digitale mulighed for at præsentere de nye kollektioner for kunder, der ikke havde mulighed for at komme til modemessen i København.
“CIFF er et globalt udstillingsvindue for os”
Ilse Jacobsen var også repræsenteret på messen med et nyt brandingudtryk, som var lyst, venligt og skandinavisk. Her fremviste salgsdirektør, Christian Kaae Olsen, der startede for fire måneder siden, nogle af de nye produkter, der senest er blevet tilføjet i sortimentet – fra klassiske skjorter, sko, tasker til dametøj, der rimer på farveglæde og langtidsholdbare styles.
“Vi er på CIFF for at vise, at vi er i gang med en transformation. Feedbacken fra kunderne er, at det er den flotteste kollektion, de har set hidtil. Selv om vi på mange måder fornyer os og rykker os i en mere bæredygtig retning, holder vi fast i dna’et: Vi er naturlige, laver skandinavisk design og er tro mod arven fra Hornbæk.”
Teamet med Product, Purpose & Category Director, Bianca Hegedüs, i spidsen har siden december 2023 relanceret brandet med et nyt designteam, udviklet nye varer i porteføljen, udvidet teamet og bygget om på hovedkontoret i Ålsgårde for skabe det visuelle rum, som definerer fremtidens Ilse Jacobsen.
De har været spændte og glædet sig meget til at vise alt det nye frem på messen:
“CIFF er en vigtigt messeplatform for os – også i takt med at de omkringliggende landes messer er lukket eller skrumpet ind. Her kommer indkøbere fra hele Europa, så CIFF fungerer for os som et globalt udstillingsvindue, hvor vi kan friste og vise hele vores brede sortiment med et tydeligt dna,” slutter salgsdirektøren fra Ilse Jacobsen.
TØJs udsendte snakkede med et bredt udvalg af danske modebrands, hvor feedbacken udelukkende var positiv: Stemningen var god, energien var høj, de fysiske rammer fungerede, og der var godt med besøgende fra både ind- og udland. Udstillerne kvitterede med et stort engagement, ros og optimisme. Tonerne af Medina-hits fyldte messehallerne torsdag eftermiddag, mens de positive takter for CIFF fyldte alle tre dage. Det cementerer en samlet følelse af, at CIFF beviser, at branchen er stærkest, når de er samlet – fra topkoncerner til SMV’ere.
Foto: pej gruppen