Den adm. direktør bag den tyske messe, Jörg Wichmann, har selv indberettet messeselskabet som insolvent efter ekstrahøje omkostninger i forbindelse med den nye lokation.
Den 28. februar 2020 blev den tyske messe Panorama Berlin erklæret insolvent, efter den adm. direktør for messen, Jörg Wichmann, selv indberettede herom til Charlottenburg Districht Court. Det skriver Panorama Berlin i en pressemeddelelse.
Beslutningen herom blev truffet for at beskytte virksomheden og dens ansatte. Advokat Niklas Lütcke er blevet udnævnt som insolvensadministrator for selskabet og skal i fællesskab med virksomheden gennemføre en omstrukturering.
Den adm. direktør så sig nødsaget til at erklære messen insolvent, fordi flytning af messen fra Exhibition Centre til Tempelhof lufthavnen i Berlin medførte en række uforudsete hændelser og højere omkostninger.
”Vi gør alt, hvad vi kan, for at finde en løsning på situationen,” lyder det fra advokat Niklas Lütcke i pressemeddelelsen.
Panorama Berlin kunne i januar 2020 fejre 15 års jubilæum. Antallet af besøgende på den seneste messe i de nye omgivelser var højere end tidligere sæsoner, hvilket skabte stor begejstring og resulterede i en succesfuld messe for mange udstillere.
”I de kommende uger vil vi arbejde hårdt for at finde en løsning på problemet. Januar-messen gik rigtig godt, så på trods af insolvensen er vi fast besluttet på at afholde en succesfuld Panorama Berlin-messe til sommer med henblik på at beskytte og fastholde Berlin som fashion-destination i mange år endnu,” siger den adm. direktør, Jörg Wichmann.