De franske myndigheder forbyder forsamlinger over 5.000 personer indtil slutningen af oktober. Derfor må den parisiske messe aflyse det fysiske event og i stedet gå 100 procent digitalt. 

I løbet af de seneste måneder har den parisiske messe Première Vision udvist et stort engagement i at arrangere september-udgaven af messen for at støtte op om modeindustrien.

Grundet positive indikationer på et lavere smittetryk, genåbningen af store dele af Europa og en stigende forhåndregistrering i de seneste uger havde Première Vision gjort sig store forhåbninger om at afholde messen fysisk den 15. og 16. september 2020.

De seneste beslutninger fra den franske regering om forbud mod større forsamlinger på mere end 5.000 mennesker indtil den 31. oktober 2020, nye rejsebegrænsninger i mange lande samt øgede smittetryk i nogle lande har ført til, at Première Vision alligevel ikke kan afholdes fysisk.

I stedet tyr den parisiske messe, ligesom mange andre messer, til et virtuelt format, som kommer til at gå under navnet The Digital Show. Det virtuelle format var oprindelig tænkt som et supplement til det fysiske event, men bliver altså nu messens platform i september.

“Det har været vanskeligt at beslutte, at september-udgaven af Première Vision skulle aflyses. Vi er dog heldige at have været blandt nogle af de allerførste i denne sektor, der investerede i en digital løsning for at styrke den service, vi bringer til hele markedet. Det betyder, at vi i dag er i stand til at levere konkrete løsninger med blik for virksomhedens indkøbsbehov og med hensyn til de udfordringer, som producenterne står over for,” lyder det fra Gilles Lasbordes, der er General Manager hos Première Vision.

 

Den digitale messe

The Digital Show bliver platformen for den næste Première Vision og vil rumme:

  • Over 1.500 e-butikker, over 20.000 listede produkter og 8 produktuniverser
  • Udvidede tjenester og funktioner
  • Et mere interaktivt og funktionelt digitalt katalog, herunder aktiverede kontaktværktøjer til kunder og leverandører for at gøre den direkte kontakt lettere og mulighed for virksomhedsprofiler at uploade multimedieindhold for at give mere liv til sine præsentationer
  • Forbedret indhold for at øge synligheden af et tilbud og dermed vejlede indkøbere, herunder blandt andet nye digitale fora og sæsoninspiration med trends og stilretninger til sæsonen AW 21/22

Foto: Unsplash