Der var mange besøgende på standene i Bella Center på åbningsdagen af modemessen CIFF. Derfor var det også tre meget tilfredse udstillere fra Second Female, Pico og Oscar Jacobson, som TØJ talte med.

Begejstring hos Second Female

”Det har været en fremragende dag!”
Sådan lyder svaret fra kreativ direktør hos det danske modebrand Second Female, Preben Laust, på spørgsmålet om, hvordan åbningsdagen på CIFF er forløbet.

Også Lars Andresen, der tiltrådte som CEO hos Second Female den 1. november 2018, er tilfreds med messens første dag.

”Der har været rigtig mange mennesker forbi standen, så det er virkelig positivt. Vi har især haft kunder fra Danmark, Sverige og Norge, men der har også været besøgende fra andre europæiske lande, siger Lars Andresen.

Preben Laust tilføjer, at kunderne har taget rigtig godt imod den nye kollektion, som denne sæson er kendetegnet ved stærke farver og print.

”Mange af vores kunder fremhæver, at der er en rigtig god sammenhæng i kollektionen. Samtidig får vi god respons på vores stand, hvor vi har prøvet at tilføre nogle markante visuelle detaljer,” siger Preben Laust.

Lars Andresen er meget tilfreds til med den udvikling, som CIFF har været igennem de seneste år, hvilket blandt andet kan ses på de besøgende på messen.

”Vi oplever, af flere af vores agenter rundt om i Europa kommer på messen, uden at vi har inviteret dem – simpelthen fordi de prioriterer at tage herop og finde inspiration. Og det er fordi, at det her er den bedste messe i Nordeuropa,” forklarer Lars Andresen.

Pico hitter stort

Hos det danske brand kan de godt mærke, at accessories, og særligt dem til håret, hitter stort for tiden.

“Der er virkelig stor efterspørgsel efter håraccessories i øjeblikket, så vi har fået rigtig mange nye kunder her på messen,” fortæller Lina Petersen, som er guldsmed hos Pico, til TØJ.

Som en af de få udstillere på CIFF har de hos Pico ikke lavet aftaler med kunder forud for messen, men alligevel er der travlhed på standen.

”Der har været et rigtig godt flow her på åbningsdagen, hvor vi faktisk har haft kunder hele tiden. Det har primært været danske kunder, men vi har også fået mange nye kunder fra både England, Holland, Belgien, Norge og Sverige,” siger Lina Petersen.

Pico startede ud med smykker, og brandet har siden udvidet med håraccessories, som i dag sælges i rigtig mange modebutikker, ligesom Pico også har egne shop-in-shops i stormagasiner.

Foto: Fra Picos stand på CIFF
Oscar Jacobson fejrer nyt showroom

I det nye område Village på CIFF summede det af liv onsdag aften, hvor Oscar Jacobson, som virksomheden Hr. Birk distribuerer i Danmark, holdt en event med tapas og vin.

”Vi vil gerne fejre åbningen af vores nye showroom her i Village området på CIFF, og derfor har vi inviteret kunder, kolleger, venner og familie til en hyggelig aften,” fortæller en glad Michael Birk, som er manden bag Hr. Birk.

Han står for distributionen af de svenske brands Oscar Jacobson, Morris Stockholm og Saddler Scandinavia. Hr. Birk har tidligere haft showroom på Lindgrens Allé, men har valgt at flytte det til Bella Center.

”Det giver god mening for os at være her i Bella Center, hvor vi håber, at flere stærke aktører vil rykke ind her i Village området,” lyder det fra Michael Birk, som fortæller, at der i showroomet har været besøgende fra blandt andet Kina, Aserbajdsjan, Schweiz og Østrig på messens åbningsdag.

Foto: Hos Oscar Jacobson på CIFF