Messeansvarlig for Revolver, Christian Maibom, ser tilbage på en messe, hvor alt gik op i en højere enhed. TØJ har bedt Christian Maibom om at gøre status over den nyligt afholdte messe.
– Hvordan forløb Revolver messen?
Overordnet forløb Revolver intet mindre end fantastisk. Alle registrerede mødte op, og besøgstallet var en smule højere end sidste sæson i 2017. Det er i sig selv en kæmpe præstation i en tid, hvor antallet af indkøbere falder.
Naturligvis var hele modeugen, og derned også messerne, præget af det fantastiske sommervejr, hvilket betød, at mange trak ud i det gode vejr og dermed ikke blev så længe inde på messen, som de plejer. Derimod foretrak de at tilbringe tid på vores fantastiske udearealer, hvor de under parasoller kunne nyde vores nye streetfood-køkkener fra henholdsvis Gasoline Burger, Hija de Sanchez, Hansen Icecream, Maui Cph og Kuma.
– Hvilke tilbagemeldinger har I fået fra såvel udstillere som besøgende?
Samtlige af vores udstillere og besøgende indkøbere har taget superfint imod vores nye layout i Øksnehallen, vores logistik samt vores navigationsapp, der skabte et bedre overblik over messen. Trafikken af indkøbere i det nye layout har været meget mere organisk end tidligere, og vi vil til næste sæson gennemføre den samme slags layout i vores forreste del af Revolver.
Hvad angår salget, så kan man blot konstatere, at alle vores professionelle udstillende brands laver deres canvas-arbejde forinden messen. Alle har fået det optimale ud af messen og dermed deres investering. Det er superdejligt at opleve, hvor professionelle de alle er blevet igennem de sidste 10 år. Alt i alt har vi udelukkende fået meget positive tilbagemeldinger fra alle parter.
– Hvad var højdepunktet på Revolver messen?
At opleve det store internationale fokus på skandinavisk mode i disse sæsoner, og dermed listen af de mange fantastiske indkøbere som besøgte Revolver. Derudover var der stor pressedækning, som var til stor glæde for vores udstillende brands.
Vi har primært fokus på content og lidt mindre på indpakning, events og andet gøgl. Revolvers udstillerliste, der primært udgøres af alle de skandinaviske designerdrevne contemporary fashion brands, er det, som de besøgende professionelle, regionale og internationale indkøbere kommer til København for at besøge og købe.