Revolver og Pitti Immagine Uomo fortsætter og udvider samarbejdet på de kommende messer i januar og februar. De to messer styrker desuden samarbejdet, og på Revolver i februar vil udvalgte italienske brands være til stede under overskriften ‘The Italian Team’.

I sommer kunne Pitti Uomo afholde messe nr. 100, hvilket var den første fysiske messe efter corona-nedlukningerne.

Til januar åbnes dørene til Pitti Uomo 101. På messen, der finder sted i Firenze på Fortezza da Basso fra den 11.-13. januar 2021, vender udstillingsprojektet Scandinavian Manifesto tilbage med et spændende udvalg af kollektioner fra både spirende og etablerede brands fra Danmark, Sverige og Norge.

Projektet blev lanceret i 2018, og Scandinavian Manifesto vil igen være at finde i Arsenale-pavillonen. Her kan besøgende blandt andet opleve brands som Adnym Atelier, Berner Khul, By Death, Les Deux, Palmes, Vinny’s, Wood Wood.

“Vi er stolte af vores partnerskab med Pitti Uomo, og vi er glade for, at det har gavnet alle vores udstillende brands,” siger Christian Maibom, stifter af og kreativ direktør hos Revolver, i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Det er en styrke, at ligesindede samarbejder i udfordrende perioder. Det er godt for både brands, messerne og branchen. Det er nu, vi har chancen for at komme tættere på hinanden.”

 

Nyt tiltag: ‘The Italian Team’ på Revolver

Denne sæson styrker de to messer samarbejdet, for på Revolver, der afholdes 2.-4. februar 2021, vil der være et udvalg af italienske herretøjsbrands. De præsenteres under overskriften ‘The Italian Team’ og vil være at finde i Forum.

De forskellige brands er kurateret af Pitti Immagine og er udvalgt blandt brands, der udstiller på Pitti Uomo. Blandt andet Ant 45, Faliero Sarti, G.R.P., Gallia Knit Project, ID.EIGHT, Manikomio DSGN, Noskra, Peppino Peppino Denim, Unimatic, Zermatt.

“Siden lanceringen har Scandinavian Manifesto været et af de mest værdsatte områder på Pitti Uomo – både hos indkøberne og pressen,” siger Antonio Cristaudo, kommerciel direktør ved Pitti Immagine, der står bag messen Pitti Uomo, og fortsætter:

“Vi er begejstrede over, at vi er tilbage til at præsentere skandinaviske brands på den kommende Pitti Uomo-messe, og at vi samtidig styrker samarbejdet med Revolver gennem ny deltagelse på den københavnske messe. Vi står midt i en genstart, og det er positivt, at vi kan tilbyde et udvalg af italienske brands muligheden for at introducere dem selv på det skandinaviske marked.”

 

Foto: Pitti Immagine Uomo