Når modeugen til januar 2020 skydes i gang, åbner Revolver ikke kun op i Øksnehallen, men også i Forum København. Med den nye udvidelse håber Revolver på at kunne samle den skandinaviske modebranche centralt i København.

Fra januar 2020 og fremadrettet vil Revolver bestå af både Revolver i Øksnehallen og Revolver i Forum. Udvidelsen af Revolver-messen sker på baggrund af et udbredt ønske om fornyelse og et ønske om at samle den skandinaviske modebranche under samme organisation. Det skriver Revolver i en pressemeddelelse.

”Vi skal fastholde og videreudvikle det positive momentum som København og skandinavisk mode oplever i disse sæsoner, og dette initiativ er den eneste farbare vej fremadrettet tidens brancheudfordringer taget i betragtning,” fortæller Revolvers kreativ direktør, Christian Maibom, om det nye tiltag og fortsætter:

”Der er et stadigt og stort internationalt fokus på Skandinavisk mode, men tillige også på vores livsstil, kunst, møbeldesign, gastronomi, samfundsmodel og evne til grøn omstilling. København er på vegne af Skandinavien en fantastisk eksponent for al dette. Det skal vi som branche formå at udnytte i endnu højere grad ved blandt andet at inddrage byen og den skandinaviske livsstil, når vi inviterer til modeugen.”

Udover et ønske om at samle den skandinaviske modebranche under samme organisation, så har det også været et ønske at samle den tæt og centralt i København. Med Forums placering er der mindre end to kilometers gåafstand til Øksnehallen.

 

Bibeholder fokus

Revolver har i de sidste sæsoner primært koncentreret sig om at repræsentere en veldefineret del af de skandinaviske brands. Revolver ønsker, at Forum kommer til at have samme veldefinerede og afgrænsede koncept, hvorfor messerne trods de selvstændige placeringer også vil blive markedsført som én messe.