Minimum har ansat Josef Lützen som ny mand i ledelsesteamet. Han skal påtage sig ansvaret som Chief Commercial Officer. 

Hos det aarhusianske modebrand Minimum kan de nu præsentere Josef Lützen som ny CCO. Ifølge CEO Peder Tang er Josef Lützen med sin erfaring fra den internationale modebranche præcis den profil, som Minimum har været på udkig efter.

Josef Lützen har senest arbejdet hos PVH Corp i Amsterdam, som blandt andet ejer mærkerne Tommy Hilfiger og Calvin Klein. Forud har han erfaring fra danske Samsøe Samsøe, hollandske G-star og svenske Whyred.

Læs også: En af ejerne forlader Minimum 

”Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at arbejde med Minimum. Virksomheden er i en spændende udvikling, og jeg glæder mig til de mange opgaver, der følger med det. Der er et stort potentiale hos Minimum, som jeg håber på at kunne være med til at indfri,” siger Josef Lützen i en pressemeddelelse.

Minimum forventer, at nyansættelsen skal eskalere udviklingen af brandet i Danmark yderligere og samtidig styrke brandets internationale position.