Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes er kommet med et bud på 13 fremstormende modebrands, man bør holde øje med i 2019. To danske brands har fundet vej ind på listen. 

2019 er for alvor skudt i gang. Det nye år byder traditionen tro på mange forudsigelser om, hvilke brands, tendenser og personligheder man skal holde øje med i det nye år. Én af disse lister står det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Forbes for. Her fremhæver influencer og modeskribent Olivia Perez 13 upcoming modebrands, som er værd at kigge efter i 2019.

På listen har to modebrands med dansk ophav fået en plads. Det ene brand er Saks Potts, som siden opstarten i 2014 har markeret sig med statement-kollektioner i et væld af farver. Bag brandet står de to barndomsveninder Cathrine Saks og Barbara Potts. Brandet har inden for de seneste år høstet stor international opmærksomhed, hvor kendisser som Rihanna, Beyoncé, Lady Gaga og Kendall Jenner er blevet set i brandets tøj.

Det andet danske brand på listen er Rotate by Birger Christensen. Brandet blev lanceret i 2018 og er et samabejde mellem den københavnske modebutik Birger Christensen og influencerne og stilikonerne Thora Valdimars og Jeanette Friis Madsen. Rotate fokuserer på feminine silhuetter med attitude og karakter, der kan overleve mange år i klædeskabet.

Se den komplette Forbes-liste her.