”Man kan fotografere sine produkter, når man selv har tid og få professionelle billeder med øjeblikkelig fritlæggelse og prismæssigt en del billigere, end så mange andre løsninger.” Sådan lyder budskabet fra indehaver af fotokonceptet Youshoot, Kim Ørum Derlich. Men hvorfor er konceptet så smart, og hvordan kan netop din virksomhed drage nytte af det nye værktøj?

TØJ har stillet indehaver af fotokonceptet Youshoot, Kim Ørum Derlich, fem hurtige.


Hvad er Youshoot, og hvordan virker teknologien?
”Det er faktisk en dansk ingeniør, der har udviklet fotomaskinen, som står til afbenyttelse på vores lokation. Kunden styrer hele processen med en Ipad, men det smarte er, at maskinen træffer alle de afgørende beslutninger og finder de bedste løsninger for kunden: Det bedste lys, skarphed og lukketid med mere. De ting en professionel fotograf ville vide, men man som menig mand aldrig havde fundet frem til. Derudover fritlægger teknologien billederne – det er der ingen andre maskiner, der kan. Youshoot tager altid to billeder med ét tryk:

Med Youshoot får kunden først og fremmest det perfekte billede, og samtidig skaber lyspladen, man styler produkterne på, en fotomaske, som fritlægger billedet med det samme.

Der findes flere forskellige slags maskiner i samme dur, hvor man for eksempel kan fotografere med modeller. Men vi er startet med den her udgave, fordi vi føler, at det er den mest brugervenlige. Maskinen arbejder med en veldefineret work flow-funktion: Når man skal tage rigtig mange billeder, kan maskinen eksempelvis navngive løbende. Eller hvis det første billede, man har taget, er blevet rigtig godt, så kan man gemme billedet – som det vi kalder et spøgelseslag – og style alle de efterfølgende billeder efter det. Det giver kunden mulighed for at strømline sit visuelle udtryk og skabe ensartede billeder. Det er for eksempel meget vigtigt for mange webshops.”


Hvad er ideén og motivationen bag konceptet?
”Vi har drevet én af de største produktions- og fotovirksomheder i snart 10 år, og vi har lagt mærke til en voksende efterspørgsel på onlinemateriale – så stor, at vi faktisk ikke helt kan følge med. Motivationen bag at stable et koncept som Youshoot på benene var blandt andet at kunne skabe et bedre workflow og samtidig arbejde med nyere, teknologiske muligheder. I februar 2017 satte vi således den første Youshoot-maskine op. I virkeligheden er det lidt en ’disruption’ af vores egen branche, men vi var helt overbeviste om, at hvis vi ikke tog teten, ville andre gøre det.

Youshoot kan være et værktøj for både små opstartsvirksomheder og større virksomheder. Billeder til magasiner, sociale medier eller måske endda hele kollektioner. Der er penge at spare, det er helt sikkert.

Ideen med maskinen er således, at man som kunde kan hente store økonomiske besparelser og samtidig booke sig ind online, når det passer. Man kommer også forholdsvis hurtigt til. Det er lidt ligesom at bestille tid til frisør, hvor du nogle gange kommer til samme dag eller dagen efter. Det eneste kunden skal bekymre sig om forud for aftalen er at style produkterne.”


Hvem er jeres kundebase?
”På Youshoot-maskinen har vi på nuværende tidspunkt omkring 50 kunder. Mange af dem er nogen, som vi i forvejen fotograferer for, hvor de så har fundet ud af, at de også kan skyde nogle af tingene selv, hvis vi ikke har tid. Især til oplægning på sociale medier. Det handler om at skabe nyhedsværdi – og faktisk er det så nyt, at de fleste, der kommer til en demo-session, ikke havde forestillet sig, at det var så nemt. Kunder som Becksöndergaard, Blanche, Samsøe med flere bruger værktøjet.


Har I planer om udvidelse?
”Vores idé var at skabe et helt nyt koncept, hvor det er muligt for alle at fotografere og opnå et professionelt udkom. Den første maskine har vi med vilje valgt at stille på vores lokalitet, hvor vi har fotografer, som kan sparre og rådgive med tilkommende kunder. Optimalt set vil vi prøve at placere flere maskiner rundt om i landet. Vi har mange jyske kunder, som synes godt om idéen, men at der er lidt langt til København – så mister ideén om fleksibilitet sin værdi. Det skal være sådan, at man kan køre hjem med sine produktbilleder samme dag. Maskinen sender billederne enten på mail eller kan overføre dem til en harddisk.”


En kort opsummering af fordelene ved Youshoot:  

  • Man kan fotografere sine produkter, når man selv har tid. Det er nemt og fleksibelt.
  • Professionelle produktbilleder uden at være fotograf
  • Øjeblikkelig fritlæggelse
  • Prismæssigt billigere end så mange andre løsninger

 

Læs mere om Youshoot på hjemmesiden her.