Angulus: ”Vi laver den bedste børnesko i hele verden”

Husker man den eventyrlige fortælling om Askepot, har man stiftet bekendtskab med glasskoen, der måtte hele kongeriget rundt for at finde sin retmæssige ejer. Og sagt på godt gammelt jysk, er det da også træls, når skoene ikke passer de fleste. I mere moderne lag er fortællingen dog en anden – for nu passer skoen de fleste. I særdeleshed hos skobrandet Angulus, som har gjort det til sin kæphest at lave tidsrelevante og æstetiske børnesko til fodens naturlige, fysiologiske udvikling.


Artiklen er bragt i TØJ – Fashion & Business Trends AW 19 Kids/Youth.


Historien tager sit udspring i 1904, hvor Willy Madsens far var en dedikeret skomager, der ejede et skomageri på Nørrebrogade i København. Willy Madsen var selv idrætslærer på en folkeskole, og i sit arbejde blev han opmærksom på tilspidsede og ubehagelige pasformer på sko, som børnene gik med dengang. Herfra kastede han sig ud i et eventyr og udviklede i 1928 – i samarbejde med læger og fysioterapeuter – fodformede sko.

Farfaren til Sebastian Dawe, nuværende CEO hos Angulus, overtog i 1971 virksomheden og stiftede ATC Footwear, hvor Angulus i dag hører under. Herfra engagerer endnu en generation sig, Sebastian Dawes far, og han satte i 1994 kurs mod børneuniverset: ’Nu skal vi lave børnesko’, var hans klokkeklare vision.

”For et par år siden kom jeg så på banen, og jeg er nu direktør i virksomheden. Så vi er i fuld gang med generationsskifte nummer to,” fortæller Sebastian Dawe, da TØJ fanger ham på telefonen i Portugal.

 

Et konsistent kerneværdigrundlag

Angulus startede altså historisk set som et fysiologisk-orienteret skobrand og har til stadighed sin grundtanke i at lave en sko, som passer til, og understøtter, den fysiologiske og naturlige udvikling af barnets fod.

”Det er altid der, vi starter, når vi laver sko,” forklarer direktøren.

Igennem årene har brandets æstetik udviklet sig, men ikke bevæget sig væk fra sit kerneværdigrundlag:

”Det handler helt grundlæggende om håndlavede sko med et omhyggeligt fokus på pasform, komfort og holdbare kvaliteter. Vores kollektioner bygger på trendbaseret design og selvfølgelig altid vores klassikere på rågummisåler. Vores sko har fast hælkappe, så den støtter og styrer foden, når barnet går, løber og leger. Sålen skal altid være bøjelig, så fodens muskler kan fungere optimalt,” fortæller Maria Dalsager, som er Brand & Design Manager hos Angulus.

 

Æstetisk og funktionel sammensmeltning

Markedet inden for børnesko har udviklet sig og er blevet konkurrencepræget inden for de seneste år. Forbrugerne er også meget opmærksomme på øget tilgængelighed, hvilket gør, at pris bliver et konkurrenceparameter.

”Vores konkurrenceparameter ligger et andet sted. Den æstetik, som vi er garant for, vinder først og fremmest indpas. Ligeledes er kvalitet og pasform i højsædet, og det vil folk gerne betale for – det er min erfaring. Vi laver produkter af høj kvalitet, og de mennesker, som vi producerer i samarbejde med, har ikke lavet andet hele deres liv. Børnesko skal være pæne, men hvis det ikke understøtter barnets naturlige udvikling, er det ikke et produkt, der kommer fra os. Det skal være et perfekt match mellem æstetik og funktion, og det er vi bare rigtig gode til,” fortæller Sebastian Dawe, hvortil Maria Dalsager tilføjer:

”Vores kollektioner rummer en stor alsidighed, så man altid kan finde sko til både hverdag og mere festlige lejligheder. Børn har forskellige fødder, og derfor laver Angulus selvfølgelig både brede og smalle modeller.”

Fabrikken i Portugal, som Angulus producerer hos, er den samme, som blev brugt i 1970, hvor Sebastians Dawes farfar var med til at udvikle produktionen.

”Jeg er faktisk på fabrikken i Portugal lige nu. Jeg sidder til møder med børnebørnene til den mand, der startede produktionen sammen med min farfar. Det er lidt syret, men også det, der gør forretningen unik. De ved, hvad vi vil lave, før vi har sagt noget,” forklarer Sebastian Dawe begejstret.

 

Stærk på tværs af grænser

Angulus er blandt udstillerne på den kommende CIFF Youth, som nu er flyttet fra Forum til Bella Center. Det er noget, som Angulus-direktøren forventer gode ting af:

”Vores sælgere har meldt tilbage på forandringen, og de er umiddelbart positive. Vi har altid haft aktivitet i Bella Center, hvor vi også viser vores voksenkollektioner – nu bliver det nemmere at være på samme lokation. Det giver god mening for os at lave en ’sammensmeltning’ af børn og voksne. Helt enkelt er det centralt placeret, hvilket kommer til at tiltrække flere mennesker, og så behøver indkøbere kun at tage ét sted hen.”

På messen kommer ændringen fra CIFF Kids til CIFF Youth ikke til at have den store indflydelse for det danske brand:

”Vi bevarer vores fokus på begynder- og børnesko og lægger et nyt stærkt fokus på skolebørn og større børn. Det er meget vigtigt for os at vise, at det er muligt at købe kvalitetssko til børn i alle aldre og ikke kun de mindste,” forklarer Maria Dalsager.

Fremadrettet holder Angulus fast i sine rødder, men brandet retter også blikket mod nye markeder rundt om i verden:

”Vores fornemmeste opgaver lige nu er, at vores produkter bliver ved med at være lige så gode, som de er i dag – og designmæssigt lige så flotte. Samtidig skal vi sørge for, at vores distribution ikke kun er stærk i Danmark, men også på eksportområder, som er relevante for os. Vi vil gerne sørge for, at alle børn i verden får mulighed for at tage vores sko på,” afrunder Sebastian Dawe.