Hvad foregår der i underlaget af modebranchen? Massevis af små, grønne spirer kommer til løbende og gør sig forhåbninger om blomstring i fremtiden. De næste uger stiller TØJ skarpt på upcoming modeentusiaster, som præsenterer deres historie, produkter og drømme for fremtiden.
Brandnavn: SoNord Handmade Jewelry
Stifter og designer: Lone Krogh
Produkt: Håndlavede sølvsmykker
Kort om designeren:
Passioneret smykkedesigner og sangerinde. Oprindeligt uddannet Cand.merc i Strategi og Ledelse fra det, der engang hed Handelshøjskolen i Aarhus.
Hvad er historien bag brandet?
I starten af 00’erne blev jeg præsenteret for at lave smykker i sølv. Det var min mor, som var bidt af håndværket og tog mig med på kursus. Da kaldet 10 år senere kom buldrende, var jeg simpelthen ikke forberedt på, hvor meget inspiration og livskraft der væltede ud af mig. Det lyder måske som en kliché, men det var ligesom at komme hjem, og i to år kunne jeg ikke tænke på andet end at puste liv i alle de design, jeg havde i mit hoved.
Da jeg begyndte at have min gang på de åbne værksteder på Godsbanen i Aarhus, iblandt andre kreative folk, begyndte det at rykke for alvor. Smykker, og specielt øreringe, siger – i min verden – noget om mod; hvor meget tør vi vise af os selv til omverdenen? At tage store øreringe på er for mig indbegrebet af livsglæde. Jeg får altid et kick af at se den energi og glæde, der stråler ud af kvinder, når de prøver mine smykker. Jeg vil gerne skabe noget, der giver kvinder mod og glæde, så de føler, de kan indtage verden.
Hvordan vil du beskrive dit produktsortiment og håndværk?
‘Organic Shapes’-kollektionen er, som navnet antyder, inspireret af organiske former og naturlige overflader samt ‘in-the moment’-følelsen: Hvad vil sølvet i dag, når det kommer under flammen i mit værksted?
‘Rosa og Dreamer’-kollektionerne er legende og lidt naive. Som barn malede jeg meget på mine stilehæfter, når jeg kedede mig i skolen. Det er det samme enkle og legende udtryk, som jeg finder stor glæde ved at genskabe i sølv. Med Rosa og Dreamer var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde ramt noget, der var meget personligt for mig – det var tid til at tage en chance. Da jeg præsenterede kollektionerne for første gang, kunne jeg også se det i ansigterne på folk. Der var smil over hele linjen. Rosa er en klar inspiration fra min far, der lærte mig at passe på naturen og respektere de væsner, der bor i den. Dreamer har også en dyb personlig betydning for mig og repræsenterer den stemme, der hvisker til os, at vi skal tro på kraften af vore drømme.
Hvad er SoNords eksistensberettigelse i branchen?
Jeg valgte på et tidspunkt at gå imod den minimalistiske smykketrend, der har hærget gennem længere tid inden for dansk smykkedesign. Alle skulle jo lave et eller andet med cirkler, men det blev altså for dræbende for mig, og jeg kunne simpelthen ikke tage det alvorligt.
Stort set alle motiver, der findes, er allerede blevet forløst i en eller anden form for design. Jeg tror derfor ikke, at vi skal bruge krudt på at opfinde den dybe tallerken. I stedet bruger jeg min energi på at følge min intuition, lytte til hvad jeg har på hjerte og forsøger så at frembringe ideens eller motivets særlige kvalitet og poesi. Jeg synes mine smykker har meget personlighed og samtidig masser af power. De indbyder til, at den der bærer dem følger sin intuition og fører sine drømme ud i livet.
Hvad er dine drømme for fremtiden?
Det kald at designe, som jeg mærkede og som jeg gav efter for, har bragt mig ud i en vild udvikling. Jeg har aldrig følt mig så levende i mit arbejdsliv som nu. Jeg følger regnbuen i mit hjerte, og det er præcis sådan, jeg vil have det.
Jeg har altid haft en kæmpe interesse for mennesker og design, og min drøm er et arbejdsliv, hvor jeg er i konstant udvikling og lærer noget nyt hver dag. Vi er virkelig mange om at byde ind i den her branche, og det kan godt virke ret overvældende at prøve at få fodfæste. Derfor er det godt for mig at forbinde mig med noget større, der ikke kun handler om at få succes. Det er mit håb, at jeg gennem mine design kan inspirere og støtte andre mennesker, så de får modet til at gå efter det liv, de drømmer om. Man skal nemlig ikke undervurdere styrken i et par virkelig fede øreringe!
Læs mere på SoNords hjemmeside her.
