Solidt plantet i den midtjyske muld ligger Herning-virksomheden MP Denmark – og der har den ligget siden 1937. Det bliver således til mange års erfaring inden for strømpeproduktion: ”Det er én af vores absolut stærkeste differentieringsstrategier,” fortæller designer Jill Wulff, som startede sin rejse hos den modne virksomhed for bare et år siden. 


Læs eller genlæs et uddrag af artiklen, som blev bragt i TØJ nr. 3 2018, sektion 3.


I en kælder sort som… Nej, det er ikke helt rigtigt. Men i beskedne kælderlokaler, i sin bedstemors ejendom i Herning, startede den unge iværksætter Martin Pedersen sin karriere som tekstilfabrikant med virksomheden MP Denmark. På det tidspunkt rådede fabrikken over en enkelt strikkemaskine, men MP Denmark havde lagt i støbeskeen til, hvad der skulle blive til mange år på det store modemarked.

”Min drøm er blevet realiseret inden for det sidste år. Det er faktisk lidt crazy. Jeg kan huske, da jeg ringede til direktøren hos MP Denmark, Morten Bundgaard. Jeg havde nogle spørgsmål til stillingen, og jeg sagde til ham: ’Morten, du behøver ikke lede mere. Det er mig, I skal ansætte.’ Håndværk, design og udvikling – det kunne ikke passe bedre,” fortæller den forholdsvis nyligt ansatte designer hos den danske strømpeproducent, Jill Wulff, entusiastisk.

Strømper der kan gå i arv

Det er 80 år siden, at strømpeproducenten MP Denmark slog rødder i Midtjylland. Det er til gengæld kun små 12 måneder siden, at designeren kom til. Det hele startede med børnestrømper og tights, og sidenhen har virksomheden tilføjet til produktsortimentet med en god portion faglig ballast at rykke med.

”Det er mange års erfaring – 80 år, det er virkelig gennemarbejdet. Nogle medarbejdere har været her i 40- 45 år, og derfor er der uvurderlig erfaring at hente, når man sidder som designer,” forklarer Jill Wulff.

MP Denmark har egen fabrik i Letland, men har siden stiftelsen også haft strikkemaskiner og produktion i Herning. Ifølge designeren er det privilegeret at kunne befinde sig fysisk i produktionen. Det giver mulighed for at arbejde effektivt, fleksibelt og samtidig kunne eksperimentere en del med designet.

Den danske strømpeproducent har i alle årene fastholdt fokus på kvalitet og holdbarhed, hvor løbende evaluering har dirigeret virksomheden i den rigtige retning. Designeren underbygger med en personlig anekdote:

”Strømpen kan gå i arv. Jeg har blandt andet et par MP børnestrømper, fra da jeg var lille, som min mor har gemt – dem har jeg brugt til min egen søn. Når kvaliteten er i orden, så holder varen i længere tid, og den form for bæredygtighed ligger os meget på sinde.”

Glitter som MP Denmark-dna

Designprofilen for de forskellige MP Denmarkprodukter læner sig meget op ad tidens tendenser.

”Materialebrug har fået meget opmærksomhed på markedet, og derfor har vi også udvidet med glitter på vores babykollektioner, men også med brugen af bambus, som har nogle gode egenskaber, herunder blødhed og god absorberingsevne,” siger Jill Wulff.

I øjeblikket har strømpeproducenten stor succes med glitterprydede produkter – faktisk så meget, at det lige nu og her er blevet en mere eller mindre integreret del af MP Denmark-dna’et. Strukturer og mønstre giver også det visuelle udtryk et pift, uden at det, ifølge designeren, bliver alt for larmende. Jill Wulff fortæller også om, hvordan 1980’erne som bekendt var mere spraglede rent stilmæssigt, men det virker til, at netop den tendens får sin revanche:

”Vi har eksempelvis arbejdet en del med klare farver i vores børnekollektioner,” kommenterer designeren.

Helt overordnet kommer designinspirationen flere steder fra, herunder trendbureauer, storbyrejser samt de sociale medieplatforme Pinterest og Instagram, men i særdeleshed fra kontakten med agenter og sælgere, der kommer i huset. Men hvor ender de mange produkter rundt i verden? Fabrikken i Letland er blevet omlagt til næsten dobbeltstørrelse, og det kan man også godt se behovet for, når Jill Wulff lister de markeder, som MP Denmark i dag er på:

”Vi er til stede på rigtig mange markeder. Vores største marked for vores børnekollektioner er Danmark og Norge, men ellers har vi Sverige, England, Tyskland og Rumænien. Holland er også blevet et stort marked for os på meget kort tid.”

Komfort og pasform i børneuniverset

MP Denmark arbejder med nogle kerneværdier i det store udvalg af produkter. Det starter helt fundamentalt med det tekniske bagved designet.

”Vi har et bagstykke på vores tights, som giver bedre komfort. Og desuden et ’hæl og tå’-design, som giver ekstra styrke. Man sikrer dermed, at det sidder ordentligt på kroppen og foden,” fortæller Jill Wulff overbevisende og fortsætter:

”I babykollektionen har vi indarbejdet elastik, så strømpen sidder bedre fast på foden. Så vidt jeg ved, var MP Denmark foregangseksempel på netop den teknik. Det er i hvert fald noget, der er meget vigtigt for os i forhold til design. Og så bruger vi selvfølgelig naturmaterialer.”

Designeren forklarer, at den nye strikkollektion til børn fra MP Denmark er lavet i økologisk bomuld, der er Oeko-Tex certificeret. Der er overraskende nok ikke så mange forbrugere, der kigger efter det stempel – noget som virksomheden har lavet undersøgelser på.

”Men det er vigtigt for os at have styr på, hvilke processer der bliver brugt, når garnet bliver lavet,” siger Jill Wulff.

Det nyeste familiemedlem

MP Denmark er gået nye veje – en mulighed, der har forplantet sig og er blomstret på den store strikkefabrik i Isenvad, som virksomheden overtog i januar 2018. Nu får forbrugerne ikke kun varme fødder, men også tøj på kroppen – i hvert fald børn fra 0 til 6 år. Designstrategien bag den nye strikkollektion til børn er stadigvæk kvalitet og struktur og med afsæt i MP Denmark-dna’et, men farvevalget bliver mere vovet til Summer 19-kollektionen.

”Motivationen for at lave en kollektion i strik var, at vi i forvejen er et strikhus. Og så kom den her fantastiske mulighed for at råde over en strikkefabrik – oveni er det lidt sejt at kunne sige: ’Knitted in Denmark’. Vi har håndværket i huset, og det er der ikke mange, der kan,” fastslår Jill Wulff begejstret.

Magien ligger i teknikkerne

”Der er kommet en del flere spillere på markedet, fordi der er kommet så stort fokus på strømper generelt. Mest til kvinder, men også til børn. Den feedback, som vi oftest får fra markedet, er, at vores produkter holder godt,” fortæller Jill Wulff stolt.

Som designer går hun i særdeleshed op i, hvordan MP Denmark skiller sig ud designmæssigt. Det var blandt andet en af grundene til, at glitteret kom på banen, og at der er meget fokus på at arbejde med nye kvaliteter og materialer. ”Men også teknikker – magien ligger i teknikkerne,” tilføjer hun ivrigt.

Jill Wulff har et meget tæt og kærligt forhold til strikkemaskinerne i produktionen. MP Denmark har mange forskellige strikkemaskiner til rådighed og har på den måde mulighed for at udforske alskens teknikker, herunder transparens i form af eksempelvis kontraster og mønstre. For designeren er det vigtigt hele tiden at udfordre måder og former, indtil man ramler ind i noget ganske fantastisk, som står ud fra mængden:

”Vi skiller os ud, fordi mange – for eksempel supermarkeder – ofte kører bomuld med mønster. En stribe eller en prik. Det har vi selvfølgelig også, fordi der er efterspørgsel på det, men vi har også noget, hvor vi kan dyrke det eksperimenterende. At jeg sidder så tæt på produktionen speeder ikke kun processen op, men giver mange lækre muligheder,” fortæller Jill Wulff, imens hun peger på kollektionsprøverne i mødelokalet.

Men helt overordnet mener de hos MP Denmark, at de mange års erfaring gør det muligt for strømpeproducenten at skille sig ud:

”Det er én af vores absolut stærkeste differentieringsstrategier,” konkluderer designeren.

MP Denmark