Frederikke Antonie Schmidt, der er kvinden bag luksusbrandet Roccamore, talte til pej gruppens trendkonference i København den 6. juni. Her gav hun et indblik i sin kun tre år gamle skoforretning, hvor bæredygtighed, kundeinvolvering og specialdesignede såler er grundessensen.

”Roccamore skal være den foretrukne hverdagssko for kvinder, der går i høje hæle professionelt.”

Sådan lyder mantraet fra det luksuriøse skobrand Roccamore, der siden 2016 har designet bæredygtige, højhælede sko med indbyggede ortopædiske såler.

Skoene er håndlavede og produceres på en lille fabrik i Toscana, Italien, hvor også Prada og Valentino er kendt for at have sine produktioner.

Kvinden bag Roccamore hedder Frederikke Antonie Schmidt, som udover at skabe behagelige sko, gør sit bedste for at vende den traditionelle modeverden på hovedet. Hun involverer blandt andet sine kunder i hele processen fra start til slut, hvor kunderne på sociale medier får mulighed for at stemme om, hvad de savner, hvilke sko der skal sættes i produktion, samt hvad designet skal navngives.

Derudover arbejder Roccamore ikke i sæsoner, men udvikles efter behov. Skoene bliver produceret i overskudsmaterialer, og det betyder, at skoene altid er limited edition.

Det hele er med en bæredygtig tankegang in mente for at undgå overproduktion.

Desuden er virksomheden så transparent som mulig – både overfor kunderne i forhold til priser og omkostninger, og de ansatte, hvor alle seks kan følge med i firmaets udvikling og se alle ansattes løn inklusive stifterens egen.

På trods af sin unge alder er der alligevel allerede store ambitioner for brandets fremtid. Kunderne skal blandt andet kunne crowdfunde deres egne sko, være med til at designe kollektioner, havemulighed for at customize og købe sko på abonnement.