I 2019 lancerer design- og modekoncernen Bahne Sørensen A/S to nye butiksåbninger og en ny webshop. Det offentliggør koncernen sammen med tal fra årsregnskabet i en pressemeddelelse.
I en pressemeddelelse, som Bahne har sendt til Branchebladet TØJ, fremgår højdepunkter fra koncernens årsregnskab, der endnu ikke er blevet offentliggjort. Ifølge pressemeddelelsen byder 2019 blandt andet på udvidelse af butiksporteføljen på Sjælland og en ny webshop.
Bahne-koncernen, der råder over 20 butikker, slår dørene op for den første nye butik i City 2 på Sjælland allerede i løbet af efteråret 2019. Det er stadig uvist hvor på Sjælland, den anden butik skal placeres, samt hvornår den skal åbnes.
Offentliggørelsen af de to nye butikker sker samtidig med, at Bahne løfter sløret for udvalgte tal i årsregnskabet for 2017/18. Ejerne af design- og modekoncernen, Troels og Jacob Bahne, er tilfredse med det seneste regnskabsår, som ifølge ledelsesberetningen beskrives som acceptabelt. Bahne-brødrene er især glade for, at det er lykkes koncernen at skabe overskud og samtidig engangsinvestere et betragteligt millionbeløb i opgradering af udvalgte butikker, delsortimenter og udviklingen af en ny onlineplatform trods et hårdt år på retailmarkedet.
I pressemeddelelsen fremgår det, at Bahne-koncernen nåede en omsætning 417 mio. kroner i 2017/18, hvilket er et fald på lige knap 10 mio. kroner mod forrige års omsætning på 427,3 mio. kroner. Egenkapitalen oplever en stigning på 2,2 mio. kroner og lander på 77 mio. kroner i 2017/18-regnskabsåret. Ebita-slutter på 10 mio. kroner, mens Ebit ender på 3,1 mio. kroner.
De to brødre har planer om at fortsætte investeringerne i opgradering af butikker og onlineplatformen i håb om vækst både i de fysiske butikker og via den nye webshop, som forventes at blive lancereret senere i marts.
”Vi har ingen hast, og vi vil gerne i et fornuftigt tempo balancere investeringer, indtjening og egenkapital,” udtaler Troels og Jakob Bahne, som samtidig understreger, at de seneste to års millioninvesteringer i onlineplatform og tilpasninger af sortimentet har vist sig at være fornuftige og vil styrke indtjeningen fremadrettet.