Efter en omlægning af regnskabsperioden aflægger Minus allerede regnskab efter seks måneder. I første halvår af 2018 ligger modebrandets resultat før skat på næsten samme niveau som hele 2017.
Det Ikast baserede modebrand Minus A/S har for nyligt besluttet at omlægge sin regnskabsperiode til et, for virksomheden, mere gunstigt tidspunkt. Ændringen medfører, at Minus aflægger regnskab allerede efter kun seks måneder pr. 30. juni 2018.
Med omlægningen af regnskabsperioden kan Minus pr. 30 juni 2018 fremvise en indtjening, som næsten realiserer samme resultat efter seks måneder som i hele 2017. Resultatet før skat ender på 1,4 mio. kroner i de første seks måneder sammenlignet med 1,7 mio. kroner for 12 måneder i 2017. Ledelsen er tilfredse.
”Vi holder fortsat snuden i sporet og følger vores strategi om ikke kun at levere stærke kollektioner til vores kunder løbende, men også at være den foretrukne basis leverandør i sæsonen med vores NOOS varer, helt målrettet,” udtaler ejerne, Chalotte Kjær Bruun og Irena Riberholt Jørgensen, i en pressemeddelelse til TØJ og uddyber:
”Vi har et stabilt og stærkt hold af dygtige kollegaer, som hver dag gør en kæmpe forskel i virksomheden. Det er en rigtig vigtig faktor i forhold til at fortsætte den yderst positive udvikling i resultaterne.”
Bruttofortjenesten på seks måneder udgør 3,9 mio. kroner mod 6,2 for mio. kroner for hele 2017, og driftsresultatet lyder på 1,4 mio. kroner mod 1,8 mio. kroner sidste år.
Minus A/S blev stiftet i 1998 og er ejet af Irena Riberholt Jørgensen og Chalotte Kjær Bruun samt Brdr. Moeslund Invest ApS.
Selskabets formål er at drive virksomhed med handel og investering, herunder import og eksport samt hermed beslægtet virksomhed.