Det er en ekstraordinær nedskrivning på et tocifret millionbeløb, som får modegiganten Boozt til at forvente et justeret underskud på driftsresultatet i første kvartal af 2020.
Den dansk-svenske onlinemodebutik Boozt.com forventer et justeret underskud på driftsresultatet på mellem 57 og 63 mio. svenske kroner i første kvartal af 2020. Det sker efter en ekstraordinær nedskrivning på hele 58 mio. kroner, oplyser den adm. direktør, Hermann Haraldsson, i en meddelelse til Børsen.
Nedskrivningen relaterer sig til forår- og sommerkollektionen for 2019 samt dele af efterår- og vinterkollektionen for 2019.
Da Boozt.com forventer et fald i efterspørgslen, vil selskabet fokusere på at sælge den nuværende sæsons varer. Derfor skal de nedskrevne varer i stedet sælges på modeportalens outletside, som ifølge Boozt.com skal give selskabet mulighed for at sælge varerne til en højere margin.
Den justerede driftsmargin har dog ifølge selskabet forbedret sig sammenlignet med sidste år, hvis man ser bort fra den ekstraordinære nedskrivning.
Boozt.com forklarer i meddelelsen til Børsen, at omkostningerne er blevet tilpasset den lavere forventede vækst i marts.