For nyligt rundede modeportalen en milliard i genereret omsætning i 2020. Nu er regnskabet for 2019/20 offentliggjort, og her løftes omsætningen markant i forhold til regnskabet året før.

Den danske onlineportal Miinto kunne for nyligt offentliggøre en genereret omsætning på 1 mia. kroner i 2020.

Regnskabsåret hos modeportalen ligger dog forskudt, og nu har Miinto netop løftet sløret for 2019/20-tallene i en pressemeddelelse.

Alle portalens syv europæiske markeder har i løbet af regnskabsåret oplevet en massiv vækst, ligesom antallet af lokale partnerbutikker er steget til flere end 1.800. Det får omsætningen til at stige med 46 procent og dermed lande på 910 mio. kroner – en ny rekord, hvor især andet kvartal har været uden for sammenligning.

“Set i lyset af nedlukninger på tværs af Europa og derved hårdt pressede butikker er vi hos Miinto stolte og glade over at kunne allokere så stor omsætning ud i lokale samfund rundt om i Europa,” siger Konrad Kierklo, adm. direktør i Miinto, om resultatet.

 

Udvider til nye markeder

I forbindelse med at Miinto i begyndelsen af december rundede en omsætning på 1 mia. kroner i 2020 alene, løftede portalen også sløret for, at man i løbet af den næste tid ville ekspandere til flere markeder. Nu offentliggør Miinto, hvilke markeder der er udvidet til.

“Som en del af vores vækststrategi kan jeg nu afsløre, at vi er ekspanderet til fem nye markeder: Tyskland, Frankrig, UK, Italien og Spanien. Vi har længe arbejdet sammen med butikker fra disse markeder, men nu åbner vi også op for onlinesalg i markederne og kan derved tilbyde eksisterende partnere at sælge deres produkter i helt nye markeder,” forklarer Konrad Kierklo.

Men investeringer koster – og det giver også udslag på bundlinjen. Onlineportalen kommer nemlig ud af 2019/20 med et underskud på -47,2 mio. kroner. Det er dog en forbedring på knap 10 procent siden sidste år.

“Eksekveringen af vores strategi går efter planen, men når det er sagt, så er det aldrig sjovt at levere et regnskab med underskud. Det er kun muligt, fordi vores investorer tror på forretningsmodellen og vores vækststrategi. Denne tillid er vi stolte og ydmyge omkring, og vi er bevidste om, at det stiller store krav til os som forretning,” lyder det fra den adm. direktør.

Med tilføjelsen af fem nye markeder pointerer Miinto-direktøren, at det næste års fokus er på at udvikle Miintos eksisterende partnere og koble flere partnere på platformen. Der er derfor investeret tungt i at optimere integrationerne med partnerne.

Foto: Konrad Kierklo, fotograferet af Mikkel Laumann