2020 blev en lang rutsjebanetur for den danske modekoncern DK Company. Resultatet før skat ender med at slå rekord på trods af et omsætningstab på over en halv mia. kroner i forhold til det budgetterede for året.
“I marts/april måned sidste år så krisen uoverskuelig ud, og sigtbarheden var lig nul. I maj begunstiges vi af det held, at butikkerne lukker op igen, og vi får leveret hovedparten af sommerkollektionen ud. De kommende måneder præsteres et flot salg hos vores kunder, helt frem til nedlukningen igen i december. Aldrig før i historien har vi oplevet så stor en variation af nedsmeltning og opblomstring.”
Sådan lyder det fra koncerndirektør Jens Poulsen i en pressemeddelelse fra DK Company, der afslører, hvorledes 2020 endte for den danske modekoncern.
2020 startede med udsigter til en rekordomsætning og et resultatresultat. Koncernen blev dog, som de fleste andre i branchen, hårdt ramt af Covid-19 – først i form af manglende varer fra Fjernøsten og senere på grund af nedlukninger på hovedparten af koncernens markeder.
Der blev trukket hårdt i bremsen og lagt besparelsesplaner. Planer, der nu alligevel – trods krise – giver DK Company et rekordresultat før skat.
“Vi iværksatte i starten af coronakrisen en 30/30-plan, idet vi gjorde klar til at miste 30 procent af omsætningen og med et mål om at reducere omkostningerne med 30 procent. Medarbejderne støttede op og gik 20 procent ned i løn. Desværre måtte vi samtidig sige farvel til en række gode medarbejdere,” fortæller Jens Poulsen.
Besparelserne førte til både tilbagebetaling af lønnedgang til medarbejderne og et rekordresultat på 335 mio. kroner før skat – selv på trods af, at koncernen oplever et omsætningstab på 520 mio. kroner i 2020 som følge af Covid-19.
“Det er i kriser, at vores værdier om at skabe win/win bliver testet. I en presset situation har vi formået at skabe konstruktive løsninger for både vores leverandører, kunder, medarbejdere og firmaet,” udtaler Jens Poulsen, der er meget stolt af den måde, som medarbejderne har udvist loyalitet, fleksibilitet og omstillingsparathed.
Som følge af rekordresultatet har alle 2.200 medarbejdere i DK Company endvidere fået 20 procent af en månedsløn i bonus.
Trods fortsatte udfordringer forventer DK Company at slå 2020-resultat
Modekoncernen beskriver selv 2020 som et af de mest lærerige og udfordrende år i koncernens historie. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – heller ikke hos DK Company.
”De store udfordringer, vi har mødt under coronakrisen, har tvunget os til at arbejde på nye måder. Vores fokus på tom omsætning har virkelig vist sit værd under krisen, hvor varelagrene er blevet reduceret via en fokuseret indsats på at slanke balancen. Jeg er samtidig imponeret over de flotte kollektioner, vi har skabt, uden de sædvanlige rejseaktiviteter. Alle omkostninger er blevet vurderet ud fra ‘nice eller need to have’, omkostninger til messer, marketing og rejser er minimeret, og vi står nu lettere og stærkere, end før krisen med en slankere balance. Alle disse erfaringer tager vi med os videre i vores arbejde,” beretter Jens Poulsen.
Trods udfordringer og stadigt svære markedsforhold forventer DK Company derfor også at kunne øge både top- og bundlinje i indeværende regnskabsår.
“Forventningen til 2021 er, at vi fortsat vil være stærkt præget af Covid-19-effekten. Aldrig tidligere i nyere historie har der været så store nedlukninger som i starten af 2021, hvor de første 3-4 måneder har været præget af nedlukninger i store dele af Europa, samt et forsinket Cocivd-19-vaccineprogram. Samtidig ser vi voldsomt høje fragtrater og stigende råvarepriser. Derfor forventer vi, at 2021 vil blive stærkt påvirket af Covid-19 året ud. Dog med forventninger om mere normale forhold hen mod slutningen af året. Trods svære markedsforhold forventer DK Company stadigvæk at kunne øge både top- og bundlinje i regnskabsår 2021 sammenlignet med 2020,” skriver virksomheden afslutningsvist i pressemeddelelsen.
Hovedtal for 2020
Nettoomsætning: 3,254 mio. kroner
Resultat før skat: 334,8 mio. kroner
Egenkapital: 772,1 mio. kroner
Nøgletal for 2019
Nettoomsætning: 3,388 mio. kroner
Resultat før skat: 182,1 mio. kroner
Egenkapital: 575,3 mio. kroner
Foto: DK Company






