Et øget salg både i og udenfor USA har realiseret et kvartalregnskab, der slår alle tidligere rekorder.

Verdens tredje største skomærke Skechers USA Inc. har netop offentliggjort regnskabet for første kvartal af 2021, der sætter rekord på både top- og bundlinje.

Omsætningen stiger med 15 procent i forhold til samme periode sidste år og lander på 1,43 mia. dollars, mens nettoresultatet gennemgår mere end en fordobling og rammer 98,6 mio. dollars.

Medvinden skyldes en stigning i salget både i og udenfor USA. Det nationale salg steg med 8,5 procent, mens salget udenfor USA voksede med 20,2 procent sammenlignet med første kvartal 2020.

Med Covid-19 og de alvorlige restriktioner taget i betragtning ser grundlægger og CEO i Skechers, Robert Greenberg, resultatet som en enestående bedrift.

”Denne vækst er et resultat af en fortsat efterspørgsel efter Skechers-produkter, da forbrugerne ønsker komfort og kvalitetsfodtøj. Gåture er i høj grad blevet favoritdisciplinen i løbet af pandemien, og her har Skechers netop deres styrke med det brede sortiment til kvinder, mænd og børn,” udtaler direktøren og fortsætter:

”Vi er utrolig stolte og tilfredse med vores exceptionelle start på 2021 på trods af modvind og fortsatte udfordringer relateret til den globale pandemi. Vi tror på, at det er et udtryk for en effektiv eksekvering og et utroligt stærkt og relevant brand med stort potentiale.”

Sports Connection, der distribuerer Skechers i Norden, holdt også skansen i 2020. Selv om detailhandlen verden over var i knæ, formåede virksomheden at øge omsætningen fra 341,3 mio. kroner i 2019 til 378 mio. kroner i 2020.

Skechers har ved udgangen af marts 2021 i alt 3.989 butikker på verdensplan.

Foto: Skechers