Det nordjyske herretøjsbrand fortsætter fremgangen fra de foregående år, viser et dugfriskt regnskab. I det skæve regnskabsår 2020/21 løfter virksomheden toplinjen fra 200 til 300 mio. kroner, og bundlinjen vokser med 50 procent til et overskud på 37,4 mio. kroner.
Trods massive investeringer, stor organisatorisk vækst og åbning af nye fysiske butikker i et coronaramt marked, landede den nordjyske herretøjsvirksomhed Shaping New Tomorrow, et resultat på 37,4 mio. kroner i det netop offentliggjorte regnskab – en fremgang på 50 procent sammenlignet med året før.
Også omsætningen forsatte de seneste års flotte vækst og landede på 300 mio. kroner.
”Vi ser en yderst positiv udvikling, selv om vi lige som så mange andre har måtte navigere i en svær og usikker periode. Det understreger, at vores direct-to-consumer model fortsat medvirker til at styrke vores værditilbud og skabe en reel omnichannel-oplevelse. Og så har vores medarbejdere og kultur spillet en nøglerolle i, at vi præsterer så flot, som regnskabet viser,” forklarer Kasper Ulrich, medstifter og direktør, om det nye regnskab.
Væksten i regnskabsåret 2020/21, der dækker perioden fra den 1. oktober 2020 til den 30. september 2021, kommer fra alle dele af forretningen og på tværs af produktkategorier.
Shaping New Tomorrows butikker øger deres bidrag med 9 procent sammenlignet med året før og står nu for 39 procent af omsætningen på tværs af markeder.
I regnskabet voksede onlinesalget med 100 procent på tværs af det danske marked samt Sverige og Tyskland, hvor koncernen siden 2019 har haft lokale onlinebutikker. Alene i Tyskland blev onlineomsætningen næsten fordoblet i regnskabsåret. Samlet set udgør onlineomsætningen 61 procent i regnskabet, heraf kommer 32 procent af onlineomsætningen fra de internationale markeder.
Midt i et år med rekordinvesteringer
I indeværende regnskabsår 2021/22 forventer Shaping New Tomorrow at investere op mod 45 millioner kroner i udvikling af nye materialer og produkter samt i udbygning af antallet af de fysiske butikker syd for grænsen. Alene i Tyskland lander investeringerne på mere end 30 millioner kroner.
”I 2021 åbnede vi vores internationale hovedsæde og første tyske butik i Hamborg. Her i foråret åbner vi nu vores anden tyske butik i Køln. Det bliver startskuddet til åbningen af en håndfuld butikker og en reel udrulning af vores omnichannel-strategi i nogle af de største, tyske byer i de kommende seks måneder,” lyder det fra Kasper Ulrich.
Samtidig fortsætter investeringerne i at udbygge sortimentet og i nye innovative materialer og produkter. Siden 2018 er det samlede sortiment udvidet fra 52 produkter til at udgøre flere end 300 produkter i 2021. For fire år siden stod Shaping New Tomorrows første produktlinje, The Perfect Pants, for 80 procent af omsætningen – i dag er det tal 34 procent.
En af de nye kategorier i sortimentet, der vokser kraftigt, er Essential-kollektionerne. En serie af hightech-produkter lavet af avancerede fibre fra genanvendt plast.
”Vores investeringer i kollektioner med fokus på genanvendelse begynder nu også at vise sig positivt frem i regnskabet. Essential-produkterne, som er fremstillet af speciallavede, hightech-polyesterfibre lavet af genanvendt plast, står efter bare to år for 18 procent af vores samlede salg. Det er en stigning på 47 procent fra 2020 til 2021 og langt bedre end forventet,” siger Christoffer Bak, medstifter og udviklingsdirektør, og tilføjer:
”Med Essential har vi udviklet en produktlinje, der appellerer bredere og vokser år for år. Min forventning er, at produktkategorier fokuseret på genavendte materialer inden for to-tre år udgør over halvdelen af vores salg. Vi tror på, at vi kan være med til at skabe en trend i markedet, hvor forbrugerne søger mod nye, mere bæredygtige styles, men stadigvæk får den høje kvalitet og den komfort, vi er kendt for. Målet er at gøre produkter lavet af genanvendte materialer til det nemme valg for forbrugeren.”
For regnskabsåret 2021/22 forventer Shaping New Tomorrow fortsat høj vækst og en omsætning på vej mod 500 millioner kroner.
De rekordstore investeringer i 2022 forventes at påvirke resultatet for regnskabsåret, der dog stadig vil vise et solidt overskud til kommende investeringer.
I regnskabet 2020/21 blev medarbejderstaben fordoblet fra 60 til 130 ansatte. I indeværende regnskabsår vil antallet af medarbejdere yderligere fordobles til 260.
Foto: Kasper Ulrich, Christoffer Bak og Christian Aachmann