Den danske secondhand-platform, der blandt andet har Christian Stadil i ejerkredsen, kan efter flere års underskud præsentere plus på bundlinjen. I fremtiden vil Trendsales investere yderligere i at gøre secondhand endnu nemmere for forbrugerne.

Secondhand er for alvor ved at vinde indpas, og det gavner platformen Trendsales ApS. Virksomheden, der sidste år investerede i en fysisk secondhand-butik og blandt andet har Tommy Ahlers og Christian Stadil som medejere, har seks år i træk haft minus på bundlinjen. Men nu er udviklingen vendt, og Trendsales kan præsentere vækst på flere nøgletal. Det viser virksomhedens nyeste regnskab for 2021.

Bruttofortjenesten stiger til næsten 19 mio. kroner i det nye regnskab mod 7,7 mio. kroner i 2020. Årets resultat rejser sig fra minus 9 mio. kroner til 12,2 mio. kroner i 2021. Væksten påvirker egenkapitalen positivt, der stiger med mere end 10 mio. kroner til 14 mio. kroner i 2021 fra 1,8 mio. kroner i 2020.

 

Stærkt grundlag for vækst

I en pressemeddelelse skriver Trendsales, at efter den schweiziske hovedejer TX Group trak sig ud i slutningen af 2020, har ledelsen fokuseret på fortsat at skabe en profitabel forretning gennem 2021.

“Vi ser en stigende opmærksomhed fra forbrugerne i forhold til miljøaftrykket ved at købe nyt tøj. Dét kombineret med at secondhand er ved at blive lige så nemt og sikkert som ‘first hand’, giver os en stærkt grundlag for vækst,” udtaler Mads Mathiesen, CEO og Co-founder, i en pressemeddelelse og fortsætter:

“I fremtiden vil vi investere mere i at forbedre vores markedsplads og tale højt om det.”

 

Udvikler platformen

Trendsales arbejder på at gøre secondhand endnu mere ‘convenient’ og nemt, og de er nærmest kun lige gået i gang.

“Vores fokus er nu på at udbygge vores features med flere kategorier, flere fragtmuligheder og køre klar til yderligere udvidelse,” siger Morten Kjær, CTO og partner ved Trendsales.

I pressemeddelelsen skrive Trendsales desuden:

“Vi har besluttet at udfase alle indtægter fra displayannoncer frem til 2022, da tredjepartsannoncering ikke hjælper, og vi ønsker naturligvis mindre friktion mellem købere og sælgere på markedspladsen.”

Derudover skal platformen i fremtiden også kunne håndtere, at virksomheder kan sælge varer via Trendsales.


Nøgletal for Trendsales ApS

  2022 2021 2020
Omsætning70.017.000 DKK--
Bruttofortjeneste16.247.000 DKK18.948.000 DKK7.739.000 DKK
Resultat før skat-1.415.000 DKK7.228.000 DKK-8.308.000 DKK
Årets resultat1.485.000 DKK12.213.000 DKK-9.057.000 DKK
Balance30.247.000 DKK31.572.000 DKK19.264.000 DKK
Egenkapital6.102.000 DKK13.964.000 DKK1.751.000 DKK

 

Foto: Unsplash