Fyldte lagre, der er klar til dårlige tider, skaber nu i sig selv dårlige tider. Faldende efterspørgsel og forbrugertillid tilsat inflation gør, at virksomhederne risikerer prisnedslag og derved store tab, fordi forbrugerne prioriterer anderledes. 

Med fragtflaskehalse og usikre coronaregler har mange virksomheder gjort det til en vane at bestille ekstra varer hjem, så lagrene er fulde. Men nu ser planen ud til at være spoleret, for efterspørgslen og forbrugertilliden falder, inflationen stiger og prisen på varerne skal potentielt kraftigt nedjusteres, hvilket betyder store tab for virksomhederne.

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik vurderer 43 procent af de detailvirksomheder, der blandt andet sælger tøj, møbler og elektronik, at de har for mange varer på lager. Kun 1 procent mener, at de har for få.

Efter i flere år at have haft købelystne kunder, der har renoveret boliger og opgraderet hjemmekontorer, er den modsatte situation pludselig gældende. Danskerne sælger ud af arvegodset, de sparer, hvor der spares kan, og tilliden til både fysiske såvel som online butikker er helt i bund.

I den modsatte ende af skalaen sidder mange virksomheder tilbage med spritnye lagerfaciliteter, der skulle varetage den ekstra efterspørgsel blandt danskerne, men nu sidder mange tilbage med stopfyldte, spritnye lagerhylder, men ingen til at aftage varerne.

»Hvis vi kommer i en situation, hvor vi ender i recession, eller hvor folk ikke køber så meget, og der samtidig går orden i forsyningskæderne, så kan man godt være lidt bekymret for, om der overhovedet er brug for disse lagerbygninger,” fortæller Jesper Højte Stenbæk, fagchef for transport og infrastruktur i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv i et interview med Finans.

Udelukkende ‘need to have’

I sidste uge kunne man læse i Dansk Erhvervs e-handelsanalyse, at den danske nethandel i de første seks måneder af 2022 går tilbage for første gang nogensinde.

Også hos prisportalen Pricerunner ses en tilbagegang i e-handlen i deres e-handelsindeks, og de forventer samtidig også nye forbrugsmønstre i efteråret:

»De forbrugsgoder, der er nice to have, bliver strøget af indkøbslisten. Det kan eksempelvis være et nyt tæppe til sofaen eller en opgradering af mobiltelefonen, fordi man må fokusere på de vigtigste områder, når det gælder privatøkonomi,« siger Katrine Barslev, der er forbrugeranalytiker hos Pricerunner.

Tøjkæden Nielsens, der har 16 butikker fordelt over hele landet er nogle af dem, der har bugnende lagre. Ifølge medejer og indkøbschef Jesper Bebe Nielsen, kan det betyder prisnedslag på sigt:

“Vi følger udviklingen hver dag, men hvis efterspørgslen falder, samtidig med at vi har relativt fyldte lagre, så er vi nødt til at realisere vores varer, og det kan vi kun gøre ved at sælge dem billigere. Vi tror stadig på, at kunderne kommer. Jeg tror, vi skyder os selv i foden, hvis vi laver et brandudsalg. Det tror jeg ikke er nødvendigt. Så hård en opbremsning tror jeg ikke på.”

Foto: Unsplash