Stormagasinet Censuum, som udelukkende fører ansvarlige brands, åbner nu sin tredje butik, og denne gang er lokationen Københavns Lufthavn. Den nye butik kommer til at holde åbent 24 timer i døgnet hele året rundt.
Siden Censuum blev stiftet i 2020, har der været fart over feltet, og nu slår stormagasinet dørene op til sin tredje butik, som er placeret i Københavns Lufthavn. Ligesom i de to butikker i København og Lyngby Storcenter, vil den nye butik have et bredt udvalg af produkter med en fælles bæredygtig tankegang.
“Censuums mission er at skabe endnu flere fans til nyskabende nordiske brands, der har en bæredygtig mission til fælles. Med åbningen af vores tredje butik, er vores mål at give de mange millioner rejsende en inspirerende shoppingoplevelse med vores nøje udvalgte upcoming og etablerede brands, som i den grad fortjener et internationalt udstillingsvindue i Københavns Lufthavn,” fortæller stifter af Censuum, Dion Guldbjerg i en pressemeddelelse.
Den nye butik i Københavns Lufthavn vil være ubemandet, men i samarbejde med Zliide vil der være mulighed for self-service betaling, så de rejsende kan shoppe i Censuum uanset, hvornår på døgnet, de bevæger sig gennem lufthavnen.
Det nye samarbejde er derfor også noget, som Michael Clausen, Sr. Director Sales & Negotiations i Københavns Lufthavn, ser frem til at byde velkommen i shoppingcenteret:
“Vi prøver hele tiden at tænke nyt og skabe oplevelser for vores passagerer. Med Censuum tager vi shoppingoplevelsen i Københavns Lufthavn til næste niveau, hvor det med en ny digital teknologi i forretningen bliver muligt for vores passagerer på alle tider af døgnet at shoppe bæredygtige brands. Samtidig er vi også glade for, at vi får mulighed for at vise danskerne og omverdenen vores lokale brands og derigennem gøre lufthavnen til et showroom for det bedste, Danmark har at byde på.”
En helt ny slags retail
Blandt de brands, som vil være at finde hos Censuum i Københavns Lufthavn, er: Labfresh, Gai+Lisva, The Organic Company, Esme Studios og Mads Nørgaard, som alle er særligt udvalgte for deres bæredygtige tilgang og et ansvarligt mindset.
“De nyskabende, ansvarlige onlinebrands har ofte svært ved at komme ind på det fysiske detailmarked, grundet de store udgifter og den lange tid, det kræves før nye produkter står på hylderne i en butik. Det er ressourcer, som nystartede virksomheder ofte ikke har, og her Censuum kan hjælpe med at åbne døren for at skabe flere fans,” forklarer Dion Guldbjerg.
Censuum har til formål at demokratisere adgangen til fysisk detailhandel for de mange nyskabende brands i Danmark, der ofte starter online, og som har svært ved selv at få direkte adgang til forbrugerne. I dag er det typisk blokeret af adgangsbarrierer såsom massive upfront-omkostninger og en lang time-to-market. Det forhindrer innovative og ansvarlige online brands i at udvide med fysisk butik og skabe unikke oplevelser for et bredere publikum og endnu flere fans til det, der gør dansk mode unikt.
Foto: Censuum