Den danske lingerivirksomhed har slået dørene op til et helt nyt butikskoncept i hjertet af Aarhus.
I begyndelsen af januar annoncerede den danske lingerivirksomhed Femilet, at tre butikker ville lukke som del af en investeringsplan for 2020 og meddelte samtidig, at butikken på Ryesgade i Aarhus ville lukke og rykke længere ned ad Strøget i Aarhus og åbne som ny flagskibsbutik.
Fredag den 31. januar kunne Femilet slå dørene op til den nye butik med det nye butikskoncept, ’Femilet Designed by CL’, der ”gør op med den traditionelle lingeriforretning og fokuserer på en kreativ tilgang, der giver kunderne inspiration, unikke oplevelser samt ekstraordinær service.” Det oplyser Femilet i en pressemeddelelse.
Navnet ’Femilet Designed by CL’ er en sammentrækning af Femilet og den franske lingerivirksomhed Chantelle Lingeri, som Femilet har været en del af siden 2010 og fører kollektioner fra.
Vil gøre op med stereotypen
Det nye koncept tilbyder en multibrand-oplevelse, hvor butikken tilbyder et sortiment af flere forskellige stilarter, produktkategorier og prisklasser for at imødese kundernes forskellige krav og forventninger. Konceptet på bygger parametrene ’retail design’, ’sortiment og visuel merchandising’, ’frictionsless shopping’ og ’1til1 interaktion med kunden’, oplyser Femilet.
Femilet ønsker at gøre op med, hvad de kalder det stereotype billede af kvinden som objekt med erotiske undertoner, og kommunikationen vil derfor bære præg af mere utraditionelle virkemidler. Blandt andet har et billede af marsvin med teksten ’We design lingerie’ stået i vinduet til åbningen af den nye flagskibsbutik.
”Normen bliver her afløst af to venlige små dyr, der via deres uskyldige interaktion lægger op til en undren hos den, der ser. Overraskelse, spørgsmål og innovation er kernen i CL’s tilgang til lingeri, og vi forsøger gennem kreative forslag at åbne nye døre og give en helt anderledes oplevelse,” udtaler Communication Director i Femiliet, Tea Nørgaard Pedersen.
Renoverer alle butikker
Åbningen af den nye konceptbutik er begyndelsen på en opgradering af Femilets butikker på landsplan, der alle skal renoveres i 2020, lyder det fra Femilet, der i løbet af de seneste år har omlagt sin lokale organisation i Danmark og nu driver wholesale fra CL’s svenske kontor.
Retail og e-commerce flytter ved udgangen af februar fra Ikast til Femilets nye kontor i Aarhus under ledelse af Louise Fiedler Vestergaard og Tea Nørgaard Pedersen.
”Vi er klar til at tage næste skridt med Femilets butikker og har glædet os meget til åbningen af vores flagskibsbutik i Aarhus. Derefter vil vi renovere alle vores butikker i løbet af 2020, så vi kan give alle vores kunder samme inspirerende og unikke oplevelse,” udtaler de.
Den nye flagskibsbutik, renoveringen af kædens butikker og kommunikationen er en investering, der skal styrke Femilets position på markedet, lyder det fra virksomheden, der i 2013 kunne fejre 90 års jubilæum i branchen.