Iværksætterkæden Kings & Queens satsede på den fysiske handel, mens mange andre forretninger fik øje på værdien af webshoppen. Først nu åbner tøjkæden for en onlineplatform.
Webshoppen har været et integreret initiativ for mange forretningsdrivende, som imødekommer tendenserne hos den digitaliserede forbruger. Ifølge Nikolai Klausen, direktør i brancheforeningen Wear under Dansk Erhverv, vinder den fysiske butik dog langsomt frem igen:
”For ti år siden, da nethandlen for alvor tog fart, var det den gængse opfattelse, at hvis blot du havde en webshop, ville din forretning blomstre. Nu får flere og flere webshops imidlertid øjnene op for fysiske butikker i kampen om kunderne.”
Kings & Queens har omkring 250 medarbejdere og omsætter årligt for et trecifret millionbeløb. Ifølge virksomheden selv er heltefiguren i denne sammenhæng ikke e-handel, men derimod modet til at ekspandere i krisetider samt godt købmandskab.
Læs også: Internettet skal hjælpe de fysiske butikker
”Fra starten var vores koncept stabilt. Det var ikke baseret på konstante tilbud og udsalg, og det gav os gode kort på hånden i pressede tider. Vi turde udvide, mens andre var tvunget til at dreje nøglen om, og derfor kunne vi udfylde nogle af de huller, der opstod i markedet undervejs,” udtaler Carsten Plambæk, som er grundlægger og ejer Kings & Queens sammen med en partner og sin hustru, i en pressemeddelelse.
Den landsdækkende tøjkæde åbner nu webshop. Kæden mener at have satset på onlinehandel på det helt rigtige tidspunkt. Det har ifølge Carsten Plambæk sparet virksomheden for vanskeligheder i opstartsfasen i en branche, hvor konkurrencen er tiltagende hård.
Ved at åbne for en webshop på nuværende tidspunkt, kan de fysiske Kings & Queens-butikker fungere som et solidt fundament.
”I dag er det svært at sælge tøj, hvis du eksempelvis ikke tilbyder fri fragt, og du risikerer at skulle sælge en vare tre gange og levere den tilsvarende frem og tilbage, inden handlen er reel. Ved at vente til nu har Kings & Queens de fysiske butikker, der kan bakke op om deres webshops, og lykkes de med det, er de godt kørende,” afslutter Nikolai Klausen.