Den snart 12 år gamle sønderjyske mode- og livsstilsforretning Look de Luxe har siden årets begyndelse været til salg. Nu annoncerer butikkens stiftere, at alle forhandlinger er endeligt afsluttet, og butikken har fået nye ejere.

Søskendeparret Gitte og Birgit Tarp har siden begyndelsen af 2019 haft et ’til salg’-skilt ude foran den Aabenraa baserede tøj- og livsstilsforretning Look de Luxe.

Med en stribe af interesserede købere er ’til salg’-skiltet nu blevet markeret med et ’solgt’, hvilket i disse år ikke er særlig tidstypisk for handelslivet i den danske provins.

Gitte og Birgit Tarp er derfor begge meget tilfredse med salget og samtidigt også stolte over, at det er lykkedes dem at sikre deres lille livsværks historie. Det skriver de i en pressemeddelelse.

De nye ejere bliver forretningspartnerne Henriette Rosenberg Brandt og Christian Friis, der sammen vil føre Look de Luxe-konceptet videre. De har begge den fornødne og oplagte detailhandelserfaring fra blandt andet Happy Hunting-forretningen i både Haderslev og Aabenraa.

”Vi elsker detailhandel og det at give vores kunder den ekstraordinære oplevelse. Look de Luxe har gennem årene formået at samle de mest attraktive brands med succes både i en fysiske butik og online, og det ser vi frem til at fortsætte,” udtaler Henriette Rosenborg Brandt og Christian Friis og fortsætter:

”Vi vil med Look de Luxe bevare endnu en unik og serviceorienteret butik i Aabenraa og dermed fastholde byen som en interessant shoppingdestination.”

Udover fastholdelse af Look de Luxe-konceptet vil forretningen også beholde sin beliggenhed på Rådhusgade i Aabenraa. Gitte og Birgit Tarp vil i begyndelsen, i tæt samarbejde med de nye ejere, stadigvæk være at finde i butikken, hvor de vil stå for indkøb og koncept.

Der vil i forbindelse med overdragelsen af nøglerne til de nye ejere blive afholdt en reception torsdag den 2. maj 2019 klokken 15-18.