Danish Fair Fashion er navnet på et nyt salgssamarbejde, som både skal gøre det let for forbrugerne at handle mere bæredygtigt og gøre den grønne mode til en eksportvare.
Det danske samfund har netop fået endnu et fællesskab. Det hedder Danish Fair Fashion, og er et salgssamarbejde mellem tre stiftere og flere bæredygtige brands.
De tre stiftere af det nyetablerede salgssamarbejde er Pia Rasmussen Bødker, Ulla Hansen og Bo Bach Boddum. Kun én ud af de tre har erfaring fra modebranchen, men fælles for dem alle er deres ambitionen om aktivt at skabe en grøn omstilling.
“Det er simpelthen for besværligt at finde forsvarligt produceret mode, og det afholder mange fra at tage det rigtige valg,” udtaler Bo Bach Boddum i en pressemeddelelse.
Tilgængelighed har stor betydning for forbrugerne i dag, og salget forgår derfor i stigende grad på nettet. Ifølge stifterne af Danish Fair Fashion markedsføres flere produkter som bæredygtige på et spinkelt grundlag, og det kan derfor være svært for forbrugerne at gennemskue, hvilke produkter der reelt set er produceret med omtanke for miljøet. De tre stiftere uddyber i pressemeddelelsen, at den bæredygtige mode oftest skabes af mindre brands, som ikke kan konkurrere mod de store aktører i branchen. Derfor har Danish Fashion Fair udviklet en online salgsplatform, hvor forbrugerne kan finde mode og tilbehør fra 12 forskellige brands, der alle har skrappe krav til bæredygtige materialevalg, produktionsforhold og arbejdsvilkår.
Målet er at tilbyde et bredt sortiment gennem en online salgsplatform og på sigt også i fysiske butikker.
Den nye organisation
Pia Rasmussen Bødker er marketing og kommunikation ansvarlig i virksomheden, mens Ulla Hansen er ansvarlig for kvalitetskontrol og Bo Bach Boddum har fokus på bæredygtig produkt- og forretningsudvikling.
Ulla Hansen er designer og den eneste i virksomheden med erfaring fra modebranchen. Hun har sit eget tøjbrand LaZoy, som også forhandles på Danish Fair Fashion. Bo Bach Boddum har ligeledes sin egen virksomhed Re-Zip, der arbejder med bæredygtig og alternativ emballage.
Danish Fair Fashion samarbejder med modebrands som Grobund, Le Pirol, Laøhlé, Black Buddha Jewlery, Another View, Gritt & Borris, LaZoy, Revolve and Roses, Stinne Gorell, Yogamii, Sandermann og By Green Cotton.