Flere økonomer og erhvervsorganisationer forudser, at en usikkerhed om den økonomiske fremtid, faldende forbrugertillid og generel tilbageholdenhed vil sætte bremsen i på julehandlen i år.
Halvdelen af danskerne vurderes til at indlede årets julegavekøb på fredag den 29. november til Black Friday. Flere spår endda, at Black Friday 2019 har gode forudsætninger for at slå rekord.
Alligevel forventer økonomer og erhvervsorganisationer ikke, at julehandlen vil toppe i år. Det er blandt andet på grund af en øget usikkerhed om fremtidens økonomiske udsigter, en faldende forbrugertillid og en generel tilbageholdenhed. Det skriver Finans.
”Der vil blive brugt mere end i fjor og dermed også omkring julen. Men der er slet ikke lagt op til en forbrugsfest. Vi ser fortsat noget tilbageholdende forbrugere, og det vil de sikkert fortsat være op til jul. Der er sparet mange penge op i Danmark, men nye tal viser en faldende forbrugertillid, og fremgangen i beskæftigelsen er aftaget væsentligt. Det kan lægge en dæmper på julehandlen,” udtaler Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank, til Finans.
Jens Birkeholm, der er direktør i Dansk Detail, forudser heller ikke de store udsving i forbindelse med julehandlen anno 2019.
Brancheorganisationen Dansk Erhverv følger trop. Selv om organisationen endnu ikke har offentliggjort sin juleprognose, udtaler markedsdirektør Henrik Hyltoft:
”Som året har udviklet sig i privatforbruget og detailhandlen, er der nok ikke grund til at tro på en stor vækst i danskernes julehandel.”
Det er især den kommende weekend med Black Friday, som kan få betydning for den samlede julehandel. I år ligger salgsdagen helt op til månedsskiftet og en uge senere end sidste år, hvilket betyder, at forbrugerne reelt set har færre dage at shoppe julegaver i end de foregående år.