Den danske tøjkæde har efter nogle hårde år erklæret sig konkurs. Det er endnu ikke afklaret, hvad der skal ske med kæden.
Tøjkæden Brdr. Simonsen, der i efteråret 2021 åbnede butik nummer 15, måtte i starten af marts indgive en konkursbegæring, efter de havde forsøgt rekonstruktion. Det skriver Detailwatch.
Tøjkæden har haft nogle svære år under coronapandemien i 2020 og 2021, og konkursen kommer efter længere tid med likviditetsudfordringer. Om konkursbegæringen siger konkurssagens kurator for Brdr. Simonsen Kristian Gustav Andersson til Detailwatch:
“Årsagen er, at virksomheden har vurderet, at den er insolvent. Der har været et rekonstruktionsforløb i knap og nap en uge, før selskabet gik konkurs, netop med henblik på, om der var mulighed for at lave en egentlig rekonstruktion af selskabet.”
Vækst i butikker og underskud på bundlinjen
De to brødre bag Brdr. Simonsen, Anders og Christian Simonsen, har tidligere startet deres egne butikker under Marcus-konceptet. Men i 2016 startede de Brdr. Simonsen, hvor de åbnede deres første butik i Amager Centret i København. Blot få år efter havde virksomheden åbnet fem butikker – alle i Københavnsområdet.
Antallet af butikker er sidenhen vækstet, og i efteråret 2021 åbnede de butik nummer 15 i Rosengårdcentret i Odense.
Men samtidig med den massive butiksvækst var det trægt med økonomien. I 2019 kunne selskabet præsentere et lille overskud på 86.000 kroner, og 2020 – der på grund af nedlukninger var et svært år for mange virksomheder – gav et underskud på minus 260.000 kroner.
Dermed skrumpede egenkapitalen fra 135.000 kroner i 2019 til minus 120.000 kroner i 2020. Der er endnu ikke offentliggjort regnskab for 2021.
Det er endnu ikke afklaret, hvad der skal ske med Brdr. Simonsens butikker og aktiver. Kristian Gustav Andersson fortæller til Detailwatch, at der lige nu arbejdes på at overdrage medarbejdere, lejemål, varelager med videre i en virksomhedsoverdragelse.
Foto: Pexels