Modebrandet Selected forsvinder fra markedet i Kina, men det kommer ikke til at få betydning for danske Bestseller

Coronapandemien tvinger Bestseller i Kina til at fjerne mærket Selected fra markedet. Modebrandet, der giver underskud, havde 1300 fysiske butikker i Kina, men nu stopper salget helt med udgangen af juli i år, fortæller partner i Bestseller Fashion Group China, Dan Friis, til Børsen.

“Hovedårsagen til lukningen af Selected er, at vi manglede 400.000 konsumentkøb i offline retail-butikker for at opnå break-even i år 2022. Efter de første fire måneders drift i år har vi konkluderet, at vi ikke ville være i stand til at opnå den målsætning. Det er dermed en naturlig konsekvens og en tilpasning af markedsmæssige forhold, der har ført til denne beslutning,” forklarer Dan Friis.

Bestseller Fashion Group China blev stiftet i 1996 og er en selvstændig forretning, som er helt adskilt fra Bestseller i resten af verden. Ejerskabet i Bestseller Fashion Group China er fordelt således, at Anders Holch Povlsen ejer 50 procent, mens de to partnere Dan Friis og Allan Warburg tilsammen ejer 50 procent.

 

Selected i Kina

Selected er det mindste af Bestsellers brands på det kinesiske marked med 15 procent af omsætningen. Går man ud fra, at Bestseller Fashion Group China har en volumen på niveau med danske Bestsellers 26 mia. kroner, svarer det til underkanten af 4 mia. kroner.

Hovedparten af Bestseller Fashion Group Chinas salg er varer under brands som Only, Vero Moda og Jack & Jones. Men Bestsellers kinesiske koncern er et separat firma med eget design, produktudvikling, supply chain og salg. Derfor vil Bestseller Fashion Group Chinas beslutning om at lukke Selected ned ikke få konsekvenser for Bestseller A/S eller for Selected på andre markeder end Kina, fastslår Dan Friis.

Det bekræftes af kommunikationschef i danske Bestseller A/S Kasper Reggelsen.

“Det er helt isoleret til Bestseller Fashion Group China. Vi ser heller ikke den samme udvikling i vores Selected-forretning, hvor udviklingen er positiv. Generelt har Bestsellers salg on- og offline i regnskabsåret 2021/22 fundet et mere naturligt leje, end vi har set i den foregående periode, og der er vækst,” siger Kasper Reggelsen.

Som bekendt betød coronatidens nedlukninger og restriktioner, at mange forbrugere handlede online i stedet for i de fysiske butikker. Kina er fortsat præget af mange restriktioner, da myndighederne frygter en ny opblussen af coronaen.

 

Foto: Bestseller