Den store britiske modekoncern Arcadia Group blev for få måneder siden reddet fra et kollaps med en redningsplan. Selskabet er dog fortsat i store økonomiske problemer – og et Brexit vil ramme hårdt.

Den kriseramte modekoncern Arcadia Group, der står bag high street-kæderne Topshop og Miss Selfridge, er fortsat i store økonomiske vanskeligheder efter at være blevet reddet fra et kollaps med en redningsplan tidligere på året.

Det seneste årsregnskab viser nemlig, at selskabet har en meget presset økonomi. Modegiganten lider et milliardtab på bundlinjen, og omsætningen er faldet med 4,5 procent til i alt 15 mia. kroner. Det skriver det britiske medie Business of Fashion.

Virksomheden forklarer selv, at årsagen til resultatet primært er den øgede konkurrence fra andre detailhandlere – både online og high street.

Ydermere fortæller virksomheden, at de dog står klar med en plan for at få vendt den økonomiske udvikling i virksomheden. Dog udtaler selskabets revisor, PWC, at de omkringliggende markeder vil blive påvirket af et eventuelt Brexit, og det kan i værste fald fremkalde en ”betydelig tvivlsomhed” om selskabets mulighed for at overleve.