Modekoncernen Solo Company er taget under konkursbehandling. Alle virksomhedens 26 butikker kan risikere at lukke.  

Solo Company ApS, der driver kæderne Solo Concept og Cha Cha, er taget under konkursbehandling i Skifteretten i Esbjerg. Det skriver Finans.

Søren Christensen Volder, der er advokat hos Bech-Bruun og konkursboets kurator siger, at konkursen skyldes et svigtende salg.

Årsagen til konkursen skal findes i et dårligt salg for hele detailbranchen i det fjerde kvartal af 2018. Her måtte Solo Company dog erkende, at de klarede sig dårligere end markedet. Koncernen har ikke haft noget kapitalredskab til at kunne stå imod en omsætningsnedgang, og det er derfor, at man nu er endt i en konkurs. Det fortæller kuratoren af konkursboet til Finans.

Det er dog ikke første gang at koncernen oplever konkurs. Tilbage i 2014 blev Solo-kæden ramt af konkurs, men koncernen genopstod under et nyt ejerskab.

 

Butikker i fare

Solo Company ApS har 34 datterselskaber, der efter sigende lever videre efter konkursen. Det er fra koncernens mange datterselskaber, at de 26 butikker rundt i Danmark formelt bliver drevet.

”Butiksselskaberne kører midlertidigt videre uden en ejer. Hvis der ikke findes en ny ejer inden for relativt kort tid, kan det være en konsekvens, at butikkerne lukker,” siger Søren Christensen Volder til Finans.

Solo Company beskæftiger i alt 134 ansatte, hvoraf mere end 100 af dem er ansat på fuldtid.

Virksomheden blev stiftet tilbage i 1988 og har lige siden solgt både herre- og dametøj.