Regnskabet ser bedre ud end forventet for Bestseller, og direktøren betaler derfor et svimlende millionbeløb tilbage til statskassen. Der åbnes også op for muligheden for ny- og genansættelser i virksomheden.
Modegiganten Bestseller melder om et regnskab bedre end forventet i coronakrisen. Derfor tilbagebetaler ejer og adm. direktør, Anders Holch Povlsen, nu 81 mio. kroner fra hjælpepakkerne til statskassen. Det skriver Finans.
Bestseller omsatte i fjor for 26 mia. kroner med salg i 55 lande. Regnskabet for 2019/20 er netop afsluttet, men tallene er endnu ikke offentliggjort. I en kommentar til Finans siger Anders Holch Povlen dog om 2019/20-regnskabet, der lige når at få nogle coronamåneder med:
“Allerede nu ved vi, at vi undgår det ellers ventede første minus i vores virksomheds historie. Det bliver ikke et kønt regnskab, men det giver et positivt resultat.”
Tilbage i marts var Bestseller en af de første herhjemme til at reagere og afskedigede i den forbindelse 750 medarbejdere. Men fordi det er gået bedre end forventet, så godt, at Bestseller kan tilbagebetale 81 mio. kroner til statskassen, åbner Anders Holch Povlsen op for, at virksomheden igen kan begynde at se på ny- og genansættelser af medarbejdere.
“I det lys glæder det mig, at vi nu kan bekræfte, at Bestseller undgår minus på bundlinjen. Det betyder, at vi også så småt kan se ny- og genansættelser i virksomheden. Det er også på det grundlag, at vi har betalt vores hjælpepakke tilbage.”
Foto: Anders Holch Povlsen